Standart er udkommet fast siden 1987 – og er dermed Danmarks ældste overlevende litteraturtidsskrift.
Standart præsenterer dansk og nyoversat litteratur i anmeldelser, artikler, essays, interviews og klummer. Herudover rummer hvert nummer temasektionen stand-in, hvor et litterært emne udfoldes.
Standart ser sig selv som et specifikt litterært tillæg til den eksisterende reception; et væsentligt og kritisk litteraturmagasin i de efterhånden større og større huller mellem dagbladenes bogtillæg og de mere specialiserede litteraturtidsskrifter.
Standart har siden sin start bestræbt sig på at udvide det litterære synsfelt. Også i dag ønsker vi således både at udlægge det velkendte og undersøge det ukendte – alt sammen i et forsøg på at udvide den litterære reception og udfolde den i, og for, alverden.
Standarts vigtigste ressource er vores dygtige og engagerede skribenter, der med deres sammensurium af vidt forskellige interessefelter, temperamenter og skrivemåder danner grundlaget for en unik dynamik og mangfoldighed.
Standarts kerne har lige siden den spæde start været kærligheden til og troen på litteraturen og litteraturkritikken. Både skribenter og redaktion leverer derfor deres tid, energi og åndsarbejde for deres blå øjnes skyld – og selvfølgelig for at insistere på den grundige litteraturkritiks berettigelse i et flygtigt kulturlandskab.
Hvis du er nysgerrig på, hvad du kan finde i Standart, kan du læse et lille udvalg fra tidligere udgivelser i arkivet, hvor du også kan se indholdsfortegnelse og bidragyderliste. Vi håber, at du vil opdage nye værker, blive overrasket over spændende læsninger, og blive inspireret til at se (og læse) mere.
I 2023 blev Standart nomineret til Asger Schnack prisen. Standart har modtaget Georg Brandes-prisen i 2017 og prisen for Årets Nordiske Kulturtidsskrift i 2012.
Standart bliver udgivet med støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Aarhus Stiftstidendes Fond og Statens Kunstfond.