Af Rasmus Vangshardt, forfatterportræt fra Standart #3-4 2021

Noget skinhelligt frygtede den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) engang, at hans klagesang om kulturens forfald og monotoniseringen af verden ville have samme effekt »som et papirark kastet mod en orkan.« Med tanke på Europas udvikling efter Zweigs død i 1942 kan der trods alt være noget om sammenligningen. I det nye årtusind synes Zweigs forfatterskab i Danmark imidlertid at have udviklet sig til sin egen lille papirorkan. Siden Rosinante satte blæsten i gang med nyoversættelsen af »Verden af i går« i 2013, har den stået på stiv åndelig kuling fra det europæiske Wien, der som bekendt, men altid glemt, ligger østligere end byer som Zagreb, Prag og Stettin. Overtegnede er selv medskyldig i denne bestormelse af det danske bogmarked, idet jeg har stået for udvalget af og forordet til den 500-sider lange »Skaknovelle og andre fortællinger«, der i august 2021 udkom på Turbine. Mellem »Verden af i går« og den udgivelse kan også nævnes ambitiøse projekter som novellesamlingen »Amok« (Gyldendal 2018), »Stjernestunder« (Turbine 2019) og romanen »Utålmodige hjerter« (Turbine 2020). Bille August har for nylig tilmed offentliggjort, at han er i gang med en filmatisering af sidstnævnte. Sågar Zweigs lille portrætbog om Erasmus af Rotterdam (Kristeligt Dagblads Forlag, 2015) er svævet til. I udkanten af disse udgivelser leverer den mesterlige, kammerspilsagtige »Oostende 1936« (Turbine 2019) af Volker Weidermann, der skildrer venskabet mellem Zweig og Joseph Roth, en yderligere mild brise. Så hvorfor bidrage til at oppiske denne ordstorm over Danmark? Eller som en kollega spurgte mig: Hvorfor mætte markedet med disse »parfumerede ordguirlander i metermål?« Spørgsmålet blæser ikke i vinden, for sandheden er, at Stefan Zweig ofte også er en dybt irriterende forfatter. Dette forfatterportræt begynder derfor med en række bekendelser fra en af Zweig-bølgens stormtropper. Eller anderledes formuleret: Vi begynder med argumenterne for, hvorfor Zweigs forfatterskab er middelmådigt.

Patosproblemet

I de historiske miniaturer fra »Stjernestunder« bruges det indfølende udråbstegn og den patosplagede stil på en måde, så man kunne få indtryk af, at Zweig havde fået den verdenshistorisk-wienske kaffefløde galt i halsen. Hans angivelige humanisme bruges på samme måde, som Cicero ifølge Zweig fandt mening i sin alderdom: Ved honning, marmor og vers. Disse verdenshistoriske øjeblikke – Goethes »Marienbadelegi«, slaget ved Waterloo, Konstantinopels fald, Marseillaisens tilblivelse, Dostojevskijs skinhenrettelse – beskrives af Zweig som »skæbnesvangre timer«, der »lysende og uforanderlige som stjerner overstråler forgængelighedens nat.« Intet mindre. Denne patos er en af de luftbevægelser, der bidrager til det, man kunne kalde forfatterskabets passatvind: Humanismen. Denne humanisme bliver i »Stjernestunder« – tilsyneladende uden at Zweig opdager det – til elitær overmenneskedyrkelse: »Der skal altid millioner af mennesker til i et folk, for at der kan fødes et geni«, som det noget ukærligt hedder om menneskene.

Pacifismeproblemet

Hvis den patosladede stil – den tunge parfume – er en hoveddel, er pacifismen en anden – og med samme konsekvens. I erindringerne »Verden af i går« fortæller Zweig, at han var glad for at blive erklæret uegnet til deltagelse i Første Verdenskrig. Han betragtede det nemlig som en »forbryderisk anakronisme, at man i det tyvende århundrede skulle oplæres i håndteringen af mordværktøj.« Han blev i stedet arkivar. Han mente, at det var bedre end at »skulle jage en bajonet i tarmene på en russisk bonde.« Det skyldtes, at han som forfatter var et åndsmenneske og »dermed (også havde) pligt til at give udtryk for sine overbevisninger.« Som jeg for mange år selv skrev i Kristeligt Dagblad: Her skal man lægge mærke til dette »dermed,« hvorved kunstneren med nødvendighed tilskrives en slags moralsk ophøjelse – som om den russiske bonde med en bajonet i tarmen ikke havde pligt til det samme.« Denne skøre forestilling går igen i portrætbogen »Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie«. »Her fremstilles humanstien og fredsapostlen Erasmus af Rotterdam som en åndelig helt, mens Martin Luther gøres til den plumpe antitese, der tror på krig, øl og kvinder. Skal man sige noget pænt om dette element, kan det kun være, at det er temmelig utroligt, at det lykkes at være bigot og banal på samme tid.

Smagsproblemet

Et sidste problem drejer sig om, at Zweig er elsket blandt den brede læsende middelklasse (dengang som nu), mens litterater og kulturel overklasse betragter forfatterskabet som pop. Det er selvfølgelig dybest set latterligt at beskrive dette som et problem for forfatterskabet selv, men det har dog en vis resonans og rører også ved en væsentlig diskussion om kanon og klasse. For mit eget vedkommende var det ganske enkelt svært at finde nogen fra egen kaste – dannede litterater – der ville eller kunne bidrage til diskussionen om udvalget af Zweigs bedste noveller. Enten havde de ikke gidet læse det eller affejede emnet med bemeldte henvisning til emmen af parfume. Som man kan læse i mit forord til »Skaknovelle og andre fortællinger« gjaldt det også Zweigs samtid. Thomas Mann gjorde grin med Zweigs selvmord. Robert Musil nægtede at emigrere til Sydamerika, fordi Stefan Zweig allerede var der. Karl Kraus hånede Zweigs højtravende stil og hans kosmopolitiske sindelag ved at hævde, at Zweig havde mestret alle andre sprog end det modersmål, han selv skrev på. Kurt Tucholsky skildrede den typiske Zweig-læser som en aldrende enke fra Frankfurt, der helst ikke forlod sin lejlighed for ofte.

Aristokratismevelsignelsen

Så hvorfor bidrage til at oppiske en Zweig-storm over det lille puslingeland, der jo allerede hygger sig? Min grund og anledning var en lyst til at udforske en sær åndelige neurose i mit eget læsesind, som Zweig synes at pirre: Pacifisme og patos vækker min instinktive foragt, når de bruges skinhelligt, og sådan er det i tilfældet Zweig. Alligevel har han også budt mig på væsentlige læseoplevelser og virket ret stimulerende på mit eget frisind, der altid har brug for vedligeholdelse. »Verden af i går« bør læses af alle 19-årige, der lige er blevet færdige med gymnasiet og drømmer om at læse humaniora eller teologi. Her prædiker Zweig en åndelig arrogance, der er uundværlig, hvis man gerne vil på sporet af universitetsverdenens tabte mening. Han forklarer blandt andet, hvordan han og de medstuderende dengang overlegent ignorerede pensum og kun viste sig to gange på universitetet i løbet af et semester. Ved indskrivelsesdagen og til eksamen.

Diverse pensa var ganske enkelt unødvendige gener for Zweig og vennerne, for det var en selvfølge, at de læste Homer, Goethe og Balzac. Og hvorfor skulle åndens stivstikkere i form af konforme undervisere så bestemme deres vej til de sandheder som Donau, Rhinen, Elben og Isar altid har brust for det europæiske menneske? Denne lekture fik mig som ung (i 2014) til at skrive følgende i en kronik i Kristeligt Dagblad:

»Der er brug for en åndsaristokratisme, som anerkender, at ånd ikke er demokratisk, og at det er traditionen, der leverer kriterierne for stor tænkning. Af denne grund er der brug for en ny alliance mellem de kulturkonservative og den kosmopolitiske humanisme. Idéhistorisk set kunne man kalde det en alliance mellem konservative H.G. Gadamer og humanisten Stefan Zweig. Det, de har tilfælles, er troen på, at ånd ikke er noget, man kan stemme om, og at den er dybt hierarkisk i den forstand, at man kun kan nå den ved at gå i mesterlære hos dem, der gik før en selv på både livets og åndens landevej. Der er for dem begge forskel på godt og skidt, og det er traditionen, der leverer kriterierne.«

Man kunne også kalde denne inspiration for åndsaristokratismens velsignelse hos Stefan Zweig.

Pædagogikkens velsignelse

I tråd med dette potentiale i Zweigs værk kommer der i hans mange noveller og fortællinger en skikkelse til verden, der engang fortjener sit eget selvstændige studium: Typen »pædagogen af i går.« I dagens Danmark vækker udtrykket pædagog formentlig hovedsageligt associationer til omsorgsfulde, SF-stemmende kvinder og kaffedrikkende mænd med fuldskæg, guitar og sandaler. I kulturkonservative kredse tilsat en fordom om, at denne type har lidt for travlt med at dyrke sin beundring for totalitære mordere som Mao, Che Guevara eller Pol Pot. Men i Zweigs verden af i går betyder pædagog noget ganske andet og kan i litteraturen sammenlignes med Thomas Mann-personagen Settembrini fra »Trolddomsbjerget« (1924): Den sandt dannede humanist, der som mentor forsøger at opdrage og opelske i sit billede. Denne type kan man især møde i samlingen »Amok«. Den omfatter også de gale samlere, man på dansk kan møde i »Skaknovelle og andre fortællinger«, eksempelvis den blinde kunstsamler i »Den usynlige samling« samt den omnisciente gamling i »Bog-Mendel«. Her betyder pædagogik mesterlære – og det er opbyggeligt. Og sandt.

Kejsersolen

Slutteligt står et emne over dem alle i det Zweig’ske forfatterskab, der sågar kan siges at tilbyde mulighed for fremtidige komparative litteraturstudier: Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Dette navn, ved selve sin klang, synger om kejsersol, den skønne, blå Donau og en verden før amerikaniseringen af det hele. Det ligger som grundtema i forfatterskabet og deles med andre samtidige østrigske mestre som Joseph Roth, Franz Werfel, Robert Musil og Gregor von Rezzori. Man kan sige, at Zweig skadeligt bidrager til overvurderingen af skellet mellem en angivelig borgeridyl før Første Verdenskrig (’den gamle verden’) og en totalnihilisme i tiden efter barbarierfaringen over dem alle. Men det er ikke (kun) korrekt. I Zweigs omfattende fiktive forfatterskab er Donaumonarkiets fremtrædelsesformer mangfoldige, og det blæser en vise om et skjult, åndeligt Europa hinsides politik og EU. Kejsersolen får det til at stråle så attraktivt og de lurende undergange vækker den stimulerende sans for afgrundens velsignelser. Ved dette vidnesbyrd har forfatterskabet sin berettigelse og bør fortsat læses af høj og lav. ■

Note: Rasmus Vangshardt (f. 1988) er postdoc ved Syddansk Universitet og boganmelder ved Kristeligt Dagblad. Dette forfatterportræt bygger på formuleringer og argumenter fra hans kronikker om og anmeldelser af Stefan Zweig i Kristeligt Dagblad. Det drejer sig om »Religionskrig i frisindets navn og til vækkelsens gavn« (30/10-2014); »Stefan Zweig og humanismens kynisme« (29/2-2016); »Stefan Zweigs hellige blod« (24/5-2018); »Som et papirark kastet mod en orkan« (8/12-2018); »Marmor, vers og honning er Stefans Zweigs moderne modgift« (9/9-2019). Derudover er hans forord til »Skaknovelle og andre fortællinger« anvendt.

Litteraturmagasinet Standart søger pr. 1. marts en litteraturinteresseret redaktør med interesse og flair for digital kommunikation. Som digital redaktør vil dit hovedansvar være på magasinets sociale medier og hjemmeside, og så vil du få et medansvar for planlægningen og produktionen af et af Danmarks ældste og største litteraturtidsskrifter fra idéplan til praktiske rutineopgaver.

Som digital redaktør bliver du nemlig en del af redaktionen, og det inkluderer rent praktisk otte-ti årlige møder, som finder sted i Aarhus. Som redaktør er det vigtigt, at du prioriterer disse møder, da det er her vi træffer vigtige beslutninger, drikker en øl og hygger.

Litteraturmagasinet Standart kunne i 2017 fejre 30 års jubilæum, udkommer fire gange årligt og har godt 500 betalende abonnenter, hvilket gør os til et af landets største litteraturtidsskrifter.

I Standart skriver et stort skribentkorps om dansk og udenlandsk litteratur. Hovedvægten er på dybdegående anmeldelser af nyudkomne bøger, men vi bringer også artikler, interviews og klummer. Derudover har vi i hvert nummer en temasektion, der stiller skarpt på et afgrænset emne.

Litteraturmagasinet Standart er tidligere blevet kåret som både Årets Danske Kulturtidsskrift og Årets Nordiske Kulturtidsskrift. Senest modtog vi i 2017 Georg Brandes-Prisen, og vi bestræber os naturligvis på at holde et kvalitetsniveau, der kan leve op til disse udmærkelser.

Vi søger en digital redaktør, som

• Er begejstret for og har en holdning til litteratur og formidling

• Er dygtig til kommunikation

• Er interesseret i aktivt at udvikle magasinets digitale tilstedeværelse

• Har ideer til at gøre Standarts tilstedeværelse på hjemmeside og SoMe meningsfuld og dynamisk

• Har blik for hvordan man kan formidle analog litteraturkritik på internettet og i det hele taget i andre formater end det trykte – det er en bonus, hvis du også interesserer dig for eventplanlægning og har lyst til at udvikle nogle Standart-arrangementer med os.

Redaktørstillingen er ulønnet. Hvis du er interesseret, så send os en motiveret ansøgning, hvor du også skriver lidt om dine (litteratur)interesser, dit CV – og gerne en idé til, hvad vi kunne gøre for at forbedre Standarts digitale kommunikation eller et andet lignende relevant forslag på redaktion@standart.nu senest søndag d. 21. februar. Skriv ”Ansøgning – redaktør” i emnefeltet.

Vi ser frem til at høre fra dig!

– Standartredaktionen

Af Laura Luise Schultz, oversætterklumme fra Standart #4 2019

Solen brænder, men vi sidder i skygge under citrontræerne. Det er maj måned på Mallorca, og vi griner så højt, at vores værtinde kommer ud og siger, »Hvor skal jeg begynde, hvis jeg også vil læse Gertrude Stein?«

Læselyst

Vores lille oversætterkollektiv foreslår hende for tilgængelighedens skyld »Alice B. Toklas’ selvbiografi«, Gertrude Steins finurligt selviscenesættende bestseller fra 1933, som er fyldt med anekdoter om den tidlige modernismes store kunstnere, Pablo Picasso, Henri Matisse, Marcel Duchamp, Isadora Duncan, Marie Laurencin, Ernest Hemingway og mange, mange flere, der alle sammen var Gertrude Steins nære venner eller kom i hendes navnkundige lørdagssalon dengang i årene omkring 1. verdenskrig, hvor kunsten blev avantgarde.

Men de tekster, vi sidder og morer os over i haven på Mallorca, er faktisk nogle anderledes radikalt eksperimenterende stykker, og det sjove er deres fuldstændigt overraskende ordkompositioner og uendelige betydningsspil. »Spil, spil hver eneste dag, spil og spil og bare spil løs,« lyder det rytmisk hen over to sider i portrættet af ordet Spil, der åbner det udvalg af Gertrude Steins skuespil, »Stykker til at spille«, vi netop har udgivet på Arena i sommeren 2019. Og dét er netop sagen med alle Steins tekster og ikke bare skuespillene: at de spiller. De er i bund og grund performative begivenheder, der finder sted i læsningen, som Roland Barthes beskrev det i essayet »Fra værk til tekst« fra 1968 (uden dog at nævne Stein). Ligesom han beskrev, hvordan læselyst kunne blive til læsefryd i mødet med tekster, der inviterer læseren til at byde ind og spille med.

Derfor er det så sjovt og lystfyldt at læse Stein – man ved aldrig helt, hvad der vil ske! Og det er endnu sjovere at oversætte Stein, især hvis man som vi er et lille hold omkring det. Det er i samspillet, diskussionerne, at teksterne kommer til live, og vi gennemspiller alle de mulige og umulige læsninger, vi aldrig ville være kommet på hver for sig.

Læsesteder og tekststeder

Jeg blander tingene lidt sammen, for på Mallorca arbejdede vi egentlig mest på en bog, der ikke er udkommet endnu, nemlig et udvalg af de mange korte tekststykker – skuespil, monologer, dialoger, portrætter – som Stein skrev under sit længerevarende eksil på Mallorca i starten af 1. verdenskrig. Og det var en særlig oplevelse at finde ud af, at mange af de underlige ord og udtryk, der optræder i de mallorcanske tekster, simpelthen er stednavne og andre henvisninger til omgivelserne på Mallorca – planter, dyr, fraser, talemåder, historiske referencer osv. Til denne klumme er jeg vel egentlig blevet bedt om at skrive om vores oversættelse af skuespillene – hvoraf nogle ganske vist også er skrevet på Mallorca. Men oplevelserne med Steins tekster og med at oversætte dem smelter sammen.

Ligesom den ene af Stein Selskabets to forkvinder, Martin Glaz Serup, har beskrevet sine læseoplevelser i bogen »Læsesteder«, så har jeg mine læse- og oversættersteder med Stein og vores lille oversætterkollektiv. Haven på Mallorca er et af dem. En ødegård i Sverige er et andet, og et oversættercenter på Gotland. En spisestue på Østerbro, et lærerværelse på Københavns Universitet. Der er en særlig intensitet og meningsfylde til stede i de rum, hvor vi helt koncentreret nørder oversættelserne igennem. Lytter, prøver, digter med og videre og om. Gertrude Steins tekster er performative begivenheder, og der sker så meget, at det er en ren fornøjelse, mens vi sidder og lytter, læser, forhandler, forskyder og gennemspiller ordenes betydningsfelter, deres indbyrdes relationer og kombinationsmuligheder.

At oversætte Stein er magiske møder og overraskende øjeblikke. Som da vi skulle have et gruppebillede foran Steins hus på Mallorca. Ikke så snart var selfien taget, før en af husets ejere kom farende ud og spurgte, om ikke vi ville købe det? Det kunne vi desværre ikke lige overskue, men sådan fik vi en rundvisning i huset, der siden Stein og Toklas’ tid havde huset kunstnere, digtere og oversættere.

Ligesom Mallorca-teksterne viste sig at være fulde af navne og fraser, der er indarbejdet i forskudt form forklædt som engelske ord, således tager Steins tekster altid afsæt i hendes nære omgivelser. Det kan være motivet på de stilehæfter, hun skrev i, der bliver afsæt for teksten, eller det kan være hverdagens begivenheder og mennesker omkring hende. Almindeligt sladder, stumper af samtaler, refræner fra børnerim og popkultur monteres i nye konstellationer. Således hedder det i »Damers stemmer«:

Ærlig talt frk. Williams vil jeg ikke sige at jeg var ældre.

Men det var du.

Ja jeg var. Jeg undskylder ikke. Jeg ser ingen grund til at gå forbi en ærkehertug.

»Damers stemmer«, der er med i »Stykker til at spille«, er netop skrevet på Mallorca, og i citatet her hører vi både, hvordan samtalestumper rekomponeres: »Ærlig talt frk. Williams…« og ser, hvordan et ord som ’ærkehertug’ dukker tilsyneladende umotiveret op. Men på Mallorca spillede netop en østrigsk ærkehertug en central rolle i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Han lægger bl.a. navn til en vandrerute kendt som »The archduke’s route« på nuværende turistsprog.

Det er ikke dybe, betydningsladede litterære referencer til den vestlige kulturarv, der er på spil hos Stein, og det er ikke nødvendigt at kende til mallorcansk turistmytologi for at få fornøjelse af Steins tekst. Men som oversætter er det vigtigt at forstå, hvordan hun komponerer sine tekster for at kunne lytte til de forskellige lag af relationer og udvekslinger mellem ordene, som hun sætter i gang.

En kollektiv fornøjelse

Vores lille selvbestaltede oversætter- og redaktionsgruppe består af litteraterne Tania Ørum og Solveig Daugaard samt poeten Lene Asp Frederiksen og undertegnede. Vi har indtil videre udgivet tre tosprogede udvalg af væsentlige Stein-tekster. Bøgerne er tosprogede, så man kan sammenholde oversættelsen med de engelske originaltekster og selv overveje andre mulige valg. Det drejer sig om udvalg af hhv. Steins forelæsninger – »Stein taler«, Arena 2006, af hendes portrætter, »Portrætter af enhver«, Arena 2012, og af hendes skuespil, »Stykker til at spille«, 2019. De to seneste er udgivet med introducerende companion volumes af hhv. Solveig Daugaard og mig. Anledningen til nærværende klumme er netop udgivelsen af »Stykker til at spille«, men vi er som sagt allerede godt i gang med Mallorca-bogen. Det er et løst koblet system af digtere og litterater, der bidrager til oversættelserne. Foruden redaktionen har Maja Elverkilde, Oskar Sjøgren og Gritt Uldall-Jessen været inde over skuespillene. Og der er andre digtere i gang med at oversætte andre tekster af Gertrude Stein, som forhåbentlig også udkommer i serien. Det er et uendeligt con amore-projekt. Steins forfatterskab er så omfattende og vildtvoksende, at det ikke engang er fuldt publiceret på engelsk endnu.

For os har det været nødvendigt at være et team, fordi det kræver flere ører og blikke at oversætte Stein. Det er vigtigt ikke at begynde at rette sproget ud. Men det er ligeså vigtigt ikke at underliggøre det yderligere i oversættelsen ved at forsøge at holde sig til faste systemer gennem en hel tekst, såsom faste oversættelser af bestemte ord og fraser i bestemte kombinationer. Det er karakteristisk for Gertrude Steins digtning, at hendes systemer aldrig går op. De forskyder sig altid en smule, og derfor må oversættelsen også være bevægelig og bøjelig. Selv om Stein fremhæver ordenes formelle træk, så varierer betydningen af dem jo netop stadig med konteksten, selv når forskydningerne er bittesmå som i mange af Steins permutationstekster, der består af varierede gentagelser af et smalt vokabularium, som f.eks. det ovenfor citerede portræt af ordet Spil.

Alligevel er det også nødvendigt, at vi som redaktører går ind og sikrer en vis konsistens. Selv om det ind imellem næsten opleves som at gøre vold på læseoplevelsen. For sådan er det: man har ikke lyst til at lukke betydningsspillet og publicere den endelige, autoritative version. Snarere har man lyst til at publicere adskillige versioner, sådan lidt ligesom Christian Yde Frostholm, der oversatte et af Steins små korte appelsindigte fra samlingen »Tender Buttons« (da. Ømme dupper v/Peter Laugesen) ved at skrive det ud i alle dets mulige leksikalske betydninger – som en oversættelse i flere dimensioner!

Tekstens dimensioner og ordenes relationer

Men hvad er det så, der sker i Steins tekster – og i oversættelsen af dem? Meget ofte må man netop oversætte på flere niveauer samtidig – for derefter at vælge mellem de forskellige aspekter. F.eks. skyder de lydlige mønstre og ordspil sig gerne ind foran de semantiske betydninger, eller rettere, det er de lydlige mønstre, der i første række overhovedet afføder de semantiske betydningseffekter. »And meat/Can you meet/And flour/Can you flower« bliver til »Og kødet/Kan du mødes/Og mel/Kan du mere.« Fordi vi må finde en balance mellem lydspil og betydningsindhold, frem for at gå konsekvent efter det ene niveau. Det er netop udvekslingen mellem formelle greb og indholdsmæssige betydningseffekter, Steins digtning lever af, i kraft af hendes unikke sans for at gøre ordene så åbne som muligt i referencen og samtidig beholde en æstetisk og formel præcision. Derfor kan en ’citizen’ f.eks. ikke være en ’borger,’ men må blive en ’civilist’ i starten af »Et cirkelspil«, hvor også c’et er vigtigere end en ordret oversættelse, fordi det skal forbinde sig til både ’citroen’ og tekstens mange andre cirkler og c-ord. Men hvor ordet ’civilist’ i den danske udgave samtidig kommer til at fremhæve ellers nedtonede aspekter af borgeren som citizen.

Man må læse efter ordenes gøren, deres indbyrdes samspil, frem for primært at læse efter deres referencer og semantiske betydning. Det gælder selvfølgelig for al litteratur, at oversætteren må have øre og øje for sprogets poetiske lag. Hos Stein er de poetiske og performative lag imidlertid rykket helt frem i forgrunden, så det kan være svært at holde balancen og stadig have fokus på tematiske bevægelser i teksterne.

Således er det lige så tit betydningsindholdet, man må tage vare på – f.eks. i de lange rimkæder i librettoen »Doktor Faustus tænder lys i lysene«, hvor vi på trods af Maja Elverkildes omhyggelige kortlægning af rimkæderne endte med at være pragmatiske fra gang til gang. En linje som »will he tell that I am Marguerite Ida that I am Helena Annabel« er oversat til »kan han se at jeg er Marguerite Ida at jeg er Helena Annabel« fordi passagen handler om Fausts evne og vilje til at anerkende den kvindelige hovedpersons identitet og eksistens.

Mange gange har vi siddet og fortabt os sådan i mulige rim og allitterationer, at vi helt har mistet den narrative sammenhæng af syne og ved senere gennemlæsning igen har måttet besinde os på denne!

Teatertekstens åbenhed

Disse overvejelser og udfordringer gør sig gældende på forskellig vis i alle Steins tekster på tværs af genrer. Nogle er mere fremherskende i forskellige perioder og stilarter, andre forstærkes i bestemte genrer. Man skal selvfølgelig passe på med at opdele Steins tekster på genrer, fordi den generelle åbenhed i referencen hos Stein også betyder, at de enkelte teksters genretilhørsforhold ikke altid er klart eller entydigt. Alligevel vil jeg hævde, at nogle træk og udfordringer er særligt fremherskende i skuespillene. Skuespillet eller dramateksten (men Steins skuespil er ikke dramaer, ikke længere dramatiske) er en genre, der i forvejen fremhæver sprogets performative træk, som i forvejen udviser en særlig åbenhed i referencen, for så vidt det er tekster beregnet til at blive iscenesat. De er allerede i udgangspunktet konciperet til at blive ’oversat’ til den fortolkning, som iscenesættelsen altid udgør.

For Steins skuespil gør det særlige sig gældende, at de mange gentagelser og fordoblinger,

som i årtier har fået dem til at fremstå som vanskelige eller ligefrem umulige at opføre, ofte giver indlysende og forbløffende umiddelbar mening på scenen. Pludselig kan kvinden med de fire navne også helt konkret få flere forskellige kroppe på scenen, når hun spilles af tre forskellige skuespillere på en gang, som vi f.eks. har set det i Robert Wilsons opsætning af »Doktor Faustus tænder lys i lysene«. Og så giver også gentagelserne pludselig mening, når de bliver distribueret ud på alle disse skuespillerkroppe, der fra hver sin position i rummet kæmper om karakterens identitet.

Gertrude Steins teatertekster spænder fra abstrakte formeksperimenter som »Et forspil« på tretten linjer, der primært udgøres af talord, over formeksperimenterende dekonstruktioner af dramatekstens klassiske elementer uden angivelse af hverken akter og scener, handling eller karakterer, til udfoldede historiske og mytologiske librettoer som hendes mest kendte stykker, »Fire helgener i tre akter« og »Doktor Faustus tænder lys i lysene«, eller et sprogfilosofisk dukkespil som »Identitet et digt«.

Som oversætter skal man både bevare den åbenhed, som Steins skuespiltekster viser iscenesætteren ved aldrig at lægge fast, hvad der skal ske på scenen. Men man skal også, som både læser og oversætter, bevare den indlysende enkelhed, som dukker frem i teksterne, så snart man begynder at arbejde med dem i et scenisk rum. Med oversættelsen af Steins skuespil håber vi at have bidraget til, at nye danske scenekunstnere får lyst til at spille med.

At oversætte Gertrude Stein er kort fortalt helt umuligt, supersjovt og absolut nødvendigt!

Hvis mit sprogs verden er min verdens grænse, så har Stein om nogen bidraget til at udvide vores verden med sine spillevende ordspillende skuespil og andre tekster. Hun har givet os så mange bud på, hvordan vi kan ændre og gentænke og ommøblere vores bevidsthed og vores verden. Derfor er det vigtigt at oversætte Gertrude Stein: ikke bare for at formidle og fortolke hendes digtning, men så sandelig også for at udvide det danske sprog i mødet med denne sprog- og bevidsthedsudvidende digtning!

Af Gertrude Stein på dansk:

»Alice B. Toklas’ selvbiografi« oversat af Viggo Kjær Petersen, Rosenkilde 2016 (1982).

»Mexico: et spil« oversat af Pia Juul, Bebop 2006.

»Portrætter af enhver« oversat af Lene Asp Frederiksen, Solveig Daugaard, Laura Luise Schultz, Oskar Sjøgren, Anja Skoglund, Tania Ørum, Arena 2012.

»Stykker til at spille« oversat af Lene Asp Frederiksen, Solveig Daugaard, Maja Elverkilde, Laura Luise Schultz, Oskar Sjøgren, Gritt Uldall-Jessen, Tania Ørum, Arena 2019.

»Ømme dupper« oversat af Peter Laugesen, Borgen 2004.

Introduktioner til Gertrude Stein på dansk:

Solveig Daugaard: »Gertrude Steins portrætter« Arena 2012.

Laura Luise Schultz: »Gertrude Steins skuespil« Arena 2019.

Af Julie Paludan-Müller, til StandIN for Standart #2 2019, temaet var Revivals