Amatørlitteraturarkæolog
Af Anders Jørgen Mogensen, til StandIN for Standart #2 2019, temaet var Revivals
Af Anders Jørgen MogensenSiden 2005 har Escho udgivet eksperimenterende plader og i 2013 udvidede vi med Escho Forlag. Vi udgiver især grænsesøgende samtidslitteratur, men her skal det handle om Serie for grotesker, der bliver til i samarbejde med Forlaget Sidste Århundrede. Konceptet for serien er at genudgive gamle, glemte danske værker, der var for bizarre til deres samtid. Der er tale om værker som vi i dag kan kategorisere som hørende til horror- eller weirdgenren. Den eksisterede bare ikke i datidens Danmark.Det drivende i mit arbejde med serien er min personlige naive begejstring for de her outsider-værker. En forfatter, jeg arbejdede sammen med på et tidspunkt, sagde i vrede, at jeg ikke var en ordentlig redaktør, men bare en litteraturfan. Det var ikke sødt ment, men jeg har taget det til mig, og jeg har det fint nok med at være litteraturfan. I hvert fald er det en fordel, at jeg kan lade mig begejstre, når jeg er på jagt efter gamle tekster som muligvis kan genudgives.
Da Forlaget Sidste Århundrede og jeg holdt de indledende tremands-redaktionsmøder om Serie for grotesker, var vi ikke i tvivl om, at vi var stødt på noget unikt og ubelyst i dansk litteratur, og vi var enige om, at de tekster vi havde ’opdaget’ og den vinkel vi havde udtænkt til serien skulle ud. Men vi tvivlede ret stærkt på, at den litterære omverden ville finde udgivelserne interessante. Vi frygtede at de ville falde mellem to stole: At de ville være for gammeldags og sprogligt knudrede til det nutidige gyserpublikum og lugte for meget af genrelitteratur til at falde i den finlitterære smag. Jeg har tænkt længe og grundigt over, hvorfor Serie for grotesker alligevel er blevet noget i retning af en succes, hos i hvert fald sidstnævnte målgruppe, og den bedste grund, jeg kan komme frem til, er, at den kommer lige fra hjertet.
Jeg har altid bestræbt mig på at være ærlig, når folk spørger mig om litteratur. Jeg lyver ikke og siger, jeg har læst bøger, jeg ikke har læst. Hvis jeg kan lide en bog, som andre synes er dårlig, er det intet problem for mig. Mantraet for forlaget har altid været, at jeg hellere vil udgive noget dårligt, som jeg synes er godt, end noget godt, som jeg synes er dårligt. Det hele er alligevel bare en leg, hvor jeg leger forlagsredaktør eller forfatter og flere andre leger med.
Oprindeligt kommer jeg fra musikverden, og her har det altid været normalt at være på jagt efter noget uopdaget. At gå på loppemarked og prøve lykken med plader, der har en sjov titel eller et anderledes omslag. Når man først én gang har prøvet at tage en plade med hjem, som man intet kendte til og så blive vildt positivt overrasket, bliver man ved med at jagte det. Det er en helt speciel glæde at kunne hive en ukendt plade frem og imponere sine venner med den. Som litteraturinteresseret er jeg ret udannet. Jeg har ingen litteraturuddannelse, og jeg hørte ikke specielt meget efter i skolen. Jeg var i midttrediverne før jeg begyndte at komme i det litterære miljø. Så da jeg blev bidt af bøger, overførte jeg den modus operandi, jeg kendte fra pladesamlerverdenen. Jeg kørte rundt til genbrugsforretninger og hollandsk bogudsalg og ledte efter bøger, der på en eller anden måde talte til mig. Det blev fundamentet for mit litteratursyn. Jeg læste helt lystbaseret og rimelig tilfældigt. Til gengæld læste jeg virkelig meget. Da jeg fandt ud af at mange af de bøger, som jeg blev mest begejstret over, i det store og hele var ukendte blandt litterater, blev det hurtigt et projekt for mig at genudgive dem. Et lidt monomanisk projekt, måske.
Tit sender den ene glemte forfatter mig videre til den næste. F.eks var det Astrid Ehrencron-Kidde, som vi har udgivet i Serie for grotesker, der ledte mig til den norske forfatter Sigurd Mathiesen, der nu er blevet min yndlingsforfatter. Ehrencron-Kidde nævnte i et interview, at hun godt kunne lide Mathiesens novelle »Blodtirsdagen«, som havde været en inspiration for hende. Sigurd Mathiesen fik mit blik rettet mod Norge, og der er jeg også stødt på Thomas Krag, som jeg er ret overbevist om har været en inspiration for både Ehrencron-Kidde og Mathiesen. Krag repræsenter en form for nordisk gotik, jeg aldrig har stødt på før, og selv om han skrev i 1890erne, så minder nogle af hans tekster voldsomt i indhold og tematik om den amerikanske genre Southern Gothic, som først opstår i 1920erne. Og når sådan noget går op for mig, så kan jeg ikke lade være med at lede videre.
Så min fremgangsmåde har undervejs ændret sig til det mere systematiske. Når jeg mere eller mindre tilfældigt har fundet et spændende værk, læser jeg mig grundigt ind på forfatterskabet og tilstødende forfattere. Lige nu er jeg f.eks. ved at læse en ordentlig bunke norske krimier fra starten af 1900-tallet, fordi Sigurd Mathiesen har givet mig Norges-feber. Generelt er jeg klar på at læse det meste fra Norge i perioden 1895 til 1915.
Læsningen af de krimier er et sjovt projekt. Jeg bilder mig ind, at Edward Munchs billeder og farver har sneget sig ind nogle af disse krimier, og det er så netop bøger med symbolistiske (og uhyggelige) naturbeskrivelser jeg leder efter. Udover at jeg var en stor Sherlock Holmes-fan som barn, har jeg ikke noget egentligt forhold til krimier, men alligevel er jeg dybt fascineret af disse gamle norske krimier, og jeg har en stor lyst til at præsentere disse fortællinger for folk. Jeg er ret overbevist om, at hvis de havde været film eller musik, så havde folk dyrket dem voldsomt, men fordi der stadig ses ned på genrelitteratur, er der ingen der rigtig kender til dem. Og så sidder jeg og dagdrømmer lidt om, at de her krimier kan dyrkes på samme måde som Dario Argentos gallo-film fra 1960erne og 1970erne.
Jeg håber at jeg kan grave mig frem til en række gode pulp-symbolistiske detektivromaner, så der bliver til en lille serie i fremtiden. Jeg glæder mig allerede til at se folks ansigter, når jeg fortæller, at jeg skal til at udgive krimier.