Peter-Clement Woetmann

Til Mine Brødre – og andre tekster

136 sider, 180 kr.

ARENA

Anmeldt af Victor Ovesen i Standart #3 2019

Både som redaktør og som forfatter har Peter-Clement Woetmann siden debuten i 2005 sat et aftryk på dansk litteratur. I perioden 2013-2017 skrev han så, i egenskab af husdramatiker, tre tekster til opførelse på Aarhus Teater. Nu er dramatikken bearbejdet til selvstændige litterære tekster og udkommet i bogformat på forlaget ARENA.

Den måske primære, eller i hvert fald synligste, ambition i teksterne, er, at de vil diskutere samfunds- og samtidstemaer. Men jeg synes også, jeg aner et mere formmæssigt projekt, navnlig at tilføre dramatikken nogle sensibiliteter og teknikker fra de senere års eksperimenterende lyrik og prosa. Her tænker jeg dels på sampling- eller citat-teknikker, som vi for eksempel har set hos Amalie Smith og Athena Farrokhzad, men også sløring eller opløsning af udsigelsespositioner, og ikke mindst montager med billedfremmanende sprogbrug uden konkret afsender.

Håbet er vel, at man ved at ane noget nyt, der tager form rent æstetisk, også mærker nye politiske erkendelser. Som jeg læser Woetmanns tekster her, er de dog stadig så åbne, at de vanskeligt kan skubbe læseren i den ene eller anden retning ideologisk. Måske den åbenhed er en ambition i sig selv? I hvert fald angiver forordet, at teksterne »kan spilles af et frit antal personer«. Stykkerne diskuterer således med sig selv, bare uden et dialektisk komponeret karaktergalleri at forankre sin idéudveksling i. Det er op til læseren.

Første tekst, »Til Mine Brødre«, er et friskt take på, hvordan vi diskuterer krigsførelse og dens følger. Woetmann tager udgangspunkt i konkrete soldaters erfaringer fra krigen i Afghanistan. Hvilken moralsk afstivning skal unge mennesker igennem for at lære at dræbe? Og hvordan vil teknologiens fremskridt fordreje vilkår og grænser for krigsførelse i fremtiden?

Emnet angribes dels fra personsituerede perspektiver, dels fra militærfaglige eller bare koldt statistiske perspektiver. Ved at bygge teksten op omkring citater fra faglitteratur, hjemmesider og artikler lykkes det Woetmann sobert og respektfuldt at forankre sin skildring i virkeligheden og give plads til de ængstelige anelser om fremtidens grænseløse krige, uden at det bliver hverken mystificerende eller bedrevidende.

Anden tekst, »Den sidste bølge«, er straks en mere absurdistisk tekst. Gennem figurerne Sarah og Samuels i virkeligheden ret deadpan dialog, får vi en vellignende karikatur af vores samfund, med forbrugskritik, flygtningekrise og parforholdsennui. Teksten står og dirrer et sted mellem satire og tragisk pessimisme, og jeg begynder som læser at savne at have overværet en opsætning, eller bare at scenerne og karaktererne fik mere krop via regibemærkningerne. Som de står her, ender parrets replikvekslinger mest af alt som ekkoer af den skam og bekymring, vi som tilskuere i forvejen nages af: »Samuel: Nogle gange har jeg det som om samfundet allerede er brudt sammen under indre spændinger, bilerne brænder i de svenske forstæder, tilfældige mennesker bliver skudt ned når de venter på bussen (…)«.

Samuel drømmer, på lidt impotent facon, om at flygte sig til Mars, og det ender da også med en punktering af hans eskapistiske fantasi, og det er der jo selvfølgelig en sober pointe i. Men måske ikke decideret nye politiske ideer.

Sidste tekst, »Lav sol«, er klart den flygtigste af teksterne. Det er en meget montage-agtig tekst, der cirkler om teknologien som tema, mens den fremmaner skiftende følelser af forbundethed og ensomhed. Vi får kun præsenteret én karakter, »et menneske«. Derefter er det virkelig op til fortolkning, hvilken status vi skal tildele de skiftende sætninger, paragraffer, spørgsmål og indvendinger. Det, vi finder ud af hen ad vejen, er, at teksten handler om de (hvis det står til Elon Musk og Co.) nært forestående hybrider mellem menneske og maskine. Hvad sker der, hvis vi som mennesker slipper ud af kroppen og bliver alle- og intetstedsnærværende? Hvad sker der med individet? Hvordan kan vi tale om dén grænseløse tilstand?

Også denne tekst ville jeg helt vildt gerne se opført. Der er så meget potentiale i forhold til at projicere lyd og billede rundt i scenerummet, fordoble og udviske udsigelsespositioner. Jeg er med på, at udgivelsen her hverken er et råmanus eller udstillingskatalog, men alligevel sidder jeg tilbage og savner flere cues, regibemærkninger – eller bare billeder.

Det er helt klart en mulighed, at (især den sidste af) teksternes lidt ukonkrete væsen er overlagt. Men jeg kan ikke undgå at spekulere over, om det ikke i højere grad handler om, at de, forfatterens genbearbejdning til trods, stadig er dramatik – tekstmateriale, som både instruktører, scenografer og skuespillernes skal give krop. Efter læsning af Woetmanns tekster har jeg klart et billede af, at moderne poetiske strategier kan føje stærke nye greb til dramaturgiens formsprog, uden at man i nærværende bogudgivelse helt kan opleve hvordan. Altså må jeg noget mere i teateret!

Louise Juhl Dalsgaard

Alle dage tilbage

193 sider, 249,95 kr.

EC Edition

Anmeldt af Søren R. Fauth i Standart #3 2019

Det er mig en gåde at Louise Juhl Dalsgaard ikke udkommer på et af de større, etablerede forlag. Ikke et ondt ord om den lille forlagsvirksomhed EC Edition, tværtimod, men Gyldendal, Rosinante eller Politikens Forlag ville med Dalsgaard få en prosa(lyrisk)forfatterinde i stald som kan skrive en vis legemsdel ud af bukserne på de fleste. Hendes autofiktive roman »Det dér og dét der« som udkom i 2017, ligeledes på EC Edition, slog benene væk under mig, blæste mig omkuld, hensatte mig, den grådigt læsende, i en tilstand af fuldkommen selvforglemmelse. Hverken mere eller mindre. Skildringen af et ungt, skrøbeligt kunstnerpigesind, som forsøger at regulere og kontrollere tilværelsens amorfe kaos og faretruende tilfældigheder ved at spæge legemet til det rene ingenting og sulte sig ihjel, kunne nemt være endt i banaliteter og overlæssede klagesange. Vi har hørt historien om den anoreksiramte pige før, men aldrig før fortalt så sagte, bevægende og graciøst som i »Det dér og dét der«.

Louise Juhl Dalsgaards hjerne er krøllet og original, læs bare hendes daglige Facebook-opslag, disse fortløbende prosastykker om hverdagslivets genvordigheder, endeløse absurditeter og meningsløsheder, om selvtvivl, om kærlighed, om angst og ensomhed, om venskab og fjendskab, om hunde, tandlæger og besynderlige drømme. Det gøres tilsyneladende legende let, og når først verden er vandret gennem Juhl Dalsgaards originale hjernevindinger, får selv det tungeste virkelighedsstof vinger, og omvendt: får selv det letteste hverdagsliv tyngde. Det er blikket hos Dalsgaard som er slebet så skarpt, at de mindste genstande og begivenheder bliver gennemsigtige for livets storhed og fald. Det er hendes sans for detaljer, hendes måde at se verden på, evnen til at koble det ydre med det indre. Og hvis digtningen og skrivekunsten, hvilket den tyske poet Rainer Maria Rilke mente var tilfældet, handler om at se verden på ny og dermed om at åbne læsernes øjne og få tingene og livet til at fremtræde en gang til, ja, så har Dalsgaard på sin helt egen stille og ydmyge facon gang i noget virkelig stort og betydningsfuldt.

»Alle dage tilbage« handler, kan man læse i et interview med forfatteren i Nordjyske Stiftstidende fra juli 2019, om Juhl Dalsgaards venskab med den nu afdøde forfatterinde Inge Pedersen. Eller rettere: Romanen handler om den sidste tid mellem to veninder, hvoraf den ene er døende. Det biografiske baggrundsstof, der lægges frem i interviewet, er ikke uinteressant, bevares, det er ligefrem rørende, men på den anden side heller ikke videre relevant. »Alle dage tilbage« er en bog der rækker langt ud over det personlige, en bog om tid, om liv, om død, om nærvær, om fravær, om venskab på tværs af generationer.

Romanen falder i 11 dele hvis, alt andet end tilfældige, titler vidner om Dalsgaards evne til at blande det høje med det lave: »Stol«, »Pingvin«, »En slags ok«, »Målerlarver«, »Gullasch«, »Sure opstød«, »Nordens røv«, »Sort skifer«, »Ske«, »Nøgen gul«, »Symptomer på daggry«. De forskellige afsnit kommer yderligere i små prosalyriske sætstykker, sjældent på mere end en halv side, ofte i form af direkte tale og dagbogsagtige skitser forsynet med eksakte tidsangivelser. Læs blot optegnelsen fra »Onsdag 6.11« i afsnittet »Pingvin« hvori vi lærer romanens melankolske jeg-fortællerinde at kende: »Jeg er begyndt at notere klokkeslæt for alt. På den måde bliver tiden en høstak, jeg kan gemme nåle i.« Man tænker uvilkårligt: mage til genial metafor for tiden og menneskets forsøg på at fastholde det ubevægede NU i det strømmende skal man lede længe efter i dansk litteratur. Det originale billedsprog fortsætter i samme optegnelse, og sådan er det på hver eneste side. Fnuglette metaforer der får læseren til at se verden på ny: »Et avisbud på el-scooter kører forbi udenfor, søvngængeragtigt tavst. Mørket er på vej til at forklæde sig som lys.« I det hele taget er jeg vild med afsnittet »Pingvin«. Billedsproget i optegnelsen »Lørdag 6.37« og i »Mandag 7.02« – respekt!

Ordvekslingerne mellem den døende og hendes veninde fylder store dele af romanen. Ofte handler disse dialoger om ingenting og dermed om alt. Derudover rummer bogen en række leksikalske opslag som på delikat vis er vævet tæt sammen med det pågældende afsnit. Disse opslag synes lige så tilfældige som signifikante og bærer overskrifterne: »Absolut gehør«, »Hastighed«, »Lumpektomi«, »Mastektomi«, »Survival of the fittest«, »Hesten (Equus ferus caballus)«, »Ritual«, »Vinteradonis«, »Dissociation/Funktionelle anfald«, »Ali Hamann«, »Kvotekonge«, »Forventning«, »Dødstegn« og »Rav (C10H160).

Det vrimler med tomme pladser i Juhl Dalsgaards prosa, og meget af det som strubegriber, står i det usagte, i stilheden mellem linjerne. Det er udeladelserne som gør det. Absolut gehør! Og det hele er så godt gjort, er så godt set og sagt at det gør ondt.

LITTERATURMAGASINET STANDART SØGER REDAKT­­­ØRER!

Er du begejstret for litteratur og lidt en korrekturnørd? Savner du mulighed for at anvende din teoretiske viden i praksis? Og kunne du godt tænke dig at arbejde med litteratur i et engageret fællesskab?

Litteraturmagasinet Standart søger pr. 1. oktober litteraturinteresserede redaktører uanset baggrund. Som redaktør vil du få medansvar for både planlægningen og produktionen af et af Danmarks ældste og største litteraturtidsskrifter fra ideplan over praktiske udviklings- og rutineopgaver til korrekturlæsning.

Flere redaktører skriver også selv i Standart, men det er ikke et krav. Hver redaktør har en gruppe faste skribenter tilknyttet, hvilket giver en god mulighed for at udbygge et løbende samarbejde om teksterne. Bladet er altid åbent for fornyelse og gode forslag, og som redaktør vil du få mulighed for at realisere mange ideer til både artikler, temaer og nye tekstformater.

Ud over det redaktionelle arbejde er det også vigtigt, at du har mod på at være med til at løfte en række administrative opgaver, som vi fordeler nogle af mellem os og ellers hjælper hinanden med. Det drejer sig blandt andet om søgning om fondsstøtte, PR-orienterede poster, kontakt til abonnenter, håndtering af fakturering og udsending af bladet. Rent praktisk holder vi otte-ti årlige møder, som finder sted i Aarhus. Som redaktør er det vigtigt, at du prioriterer disse møder, da det er her vi træffer vigtige beslutninger, drikker øl og hygger.

Litteraturmagasinet Standart kunne i 2017 fejre 30 års jubilæum, udkommer fire gange årligt og har godt 500 betalende abonnenter, hvilket gør os til et af landets største litteraturtidsskrifter.

I Standart skriver et stort skribentkorps om dansk og udenlandsk litteratur. Hovedvægten er på dybdegående anmeldelser af nyudkomne bøger, men vi bringer også artikler, interviews og klummer. Derudover har vi i hvert nummer en temasektion, der stiller skarpt på et afgrænset emne.

Litteraturmagasinet Standart er tidligere blevet kåret som både Årets Danske Kulturtidsskrift og Årets Nordiske Kulturtidsskrift. Senest modtog vi i 2017 Georg Brandes-Prisen, og vi bestræber os naturligvis på at holde et kvalitetsniveau, der kan leve op til disse udmærkelser.

Vi søger redaktører, som

• Er begejstrede for og har en holdning til litteratur og formidling
• Er dygtige og kritiske tekstlæsere
• Vil deltage samvittighedsfuldt og engageret i både redigering og øvrige praktiske opgaver
• Er interesserede i aktivt at udvikle bladet og dets indhold

Redaktørstillingerne er ulønnede. Hvis du er interesseret, så send os en motiveret ansøgning, hvor du også skriver lidt om dine litteraturinteresser, dit CV – og gerne et eksempel på noget du har skrevet eller andet relevant materiale på redaktion@standart.nu senest mandag d. 16. september. Skriv ”Ansøgning – redaktør” i emnefeltet.

Vi ser frem til at høre fra dig!

– Standartredaktionen

Af Mads Dahl, Cand.mag. i Arabisk- og Islamstudier

»Mashrou’ leila« betyder på dansk »et natligt pro- jekt« eller »Leilas projekt«, da ordet Leila er et navn, men også det arabiske ord for nat – og eftersigende navnet på et bandmedlems daværende kæreste. Det er da også sproget og det lyriske univers, der er fokus på i følgende artikel. Bandet udgav deres fjerde album, »Ibn El Leil« (»Søn af natten«) – på arabisk laver man ofte øgenavne af familierelationer i forhold til substantiver for at understrege en særlig pointe, i dette tilfælde, en natteravn – den 28. oktober 2015, hvilket har ført til turnéer i den arabiske verden, Europa og for første gang, USA. Det libane- siske band har haft stor succes, ikke bare i Mellemøsten, men også i den vestlige verden og med en forsanger, der snakker åbent om sin homoseksualitet, om progressive politiske budskaber og social indignation, er det ikke kun deres musik, som har trukket overskrifter. Først et par ord om bandets diskografi og historie.

Den første udgivelse, »Mashrou’ Leila« (2009), blev produceret i en stålfabrik i Beirut og blev hurtigt populær i Libanon. Den selv- betitlede plade var en blanding af indie-folk og rock, krydret med klassiske instrumenter som klaver og violin og med bandets sær- lige kendetegn: Teksterne var på libanesisk-arabisk og temaerne var kontroversielle. Deres største hit fra albummet, »Fasateen«, omhandler to elskende, der ikke kan få hinanden, da de tilhører forskellige religiøse grupper. Et kontroversielt emne i Libanon, men også generelt i Mellemøsten, hvor familier forventer, at man gifter sig inden for sin religion, mens staten ikke registrerer civilt ægteskab. Et problem, der således både er socialt og strukturelt. Dette har resulteret i, at Cypern er blevet et populært rejsemål for libanesiske par, som ikke kan gifte sig derhjemme – hvis familien overhovedet tillader det.

Continue reading »

Elisabeth Friis holdt i forbindelse med overrækkelsen af Georg Brandes prisen 2017, som Standart var de beærede modtagere af, en flot tale om vigtigheden af litteraturkritik og Standarts bidrag hertil. Talen kan I læse her. Vi er selvfølgelig meget taknemmelige og ovenud stolte.

Kære Standart

Hjertelig tillykke med Georg Brandes prisen!

Som alt andet, der er levende, trives litteraturkritikken bedst når den bedrives på mange forskellige måder, i mange forskellige miljøer og af mange forskellige slags kritikere.

Men graden af litteraturkritisk biodiversitet er, i hvert fald set fra mit perspektiv, for absolut nedadgående – og det skyldes også at det er så forbandet svært at drive litterære tidsskrifter i dagens Danmark, hvor litteraturens infrastrukturer er under implosion.

For hvem skal egentlig købe de litterære tidsskrifter, når den sidste boghandel i provinsen er lukket eller bare opdage at disse tidsskrifter findes, når de ikke bliver anmeldt i aviserne, når bibliotekernes udlånssteder er reduceret med 2/3 – når tv sender litteraturprogrammer der redigeres af folk, som aldrig har åbnet en bog? Og ja ­– kære kritikerlaug – der findes stadig god aviskritik, men avisen arbejder i en anden tidslighed end tidsskriftet.

I avisen er der ikke tid og plads til ret meget mere end et thumbs up eller et thumbs down. Det er faktisk ligesom på facebook med de hjerter og stjerner, der reducerer kritikkens evne til at sætte problemer under debat ved hjælp af åndsforladte og let digitalisérbare pointsystemer som det seriøse litterære tidsskrift naturligvis aldrig kunne drømme om at gribe til – simpelthen fordi det faktisk tager sin genstand dybt alvorligt – dén litteratur, hvis fremmeste kvalitet det netop er at kunne befinde sig mellem 1 og 0.

Men midt i den omsiggribende ørkenspredning er Standart en oase, hvilket man ikke mindst kan konstatere ved at læse jeres seneste og fremragende 30-års jubilæumsnummer. Her finder man alt, hvad der vedkvæger et tørstigt litteraturhjerte. Der er fokus på oversættelse, der introducerende artikler om i Danmark mindre kendte forfattere som  Maryam Madjid og hendes Goncourt-pris vindende roman Marx og dukken, og en lang og meget interessant tekst om den ungarske forfatter Miklos Radnoti. Det er tekster til tiden! Og så er der masser af anmeldelser – selvfølgelig. De er tidsskriftets kernestof. De er generelt velskrevne, og har ofte en lidt anden vinkel – et lidt andet take på stoffet – end hvad den første avisreception har bragt til torvs, hvilket igen siger os at tidskriftets særlige (både korte og langsomme) tidslighed i sig selv fremelsker en særlig og særligt vigtig type af kritik. Hvad jeg dertil lægger mærke til, er, at Standart anmelder bøger fra en særdeles bred vifte af forlag.
Continue reading »