Louise Juhl Dalsgaard

Alle dage tilbage

193 sider, 249,95 kr.

EC Edition

Anmeldt af Søren R. Fauth i Standart #3 2019

Det er mig en gåde at Louise Juhl Dalsgaard ikke udkommer på et af de større, etablerede forlag. Ikke et ondt ord om den lille forlagsvirksomhed EC Edition, tværtimod, men Gyldendal, Rosinante eller Politikens Forlag ville med Dalsgaard få en prosa(lyrisk)forfatterinde i stald som kan skrive en vis legemsdel ud af bukserne på de fleste. Hendes autofiktive roman »Det dér og dét der« som udkom i 2017, ligeledes på EC Edition, slog benene væk under mig, blæste mig omkuld, hensatte mig, den grådigt læsende, i en tilstand af fuldkommen selvforglemmelse. Hverken mere eller mindre. Skildringen af et ungt, skrøbeligt kunstnerpigesind, som forsøger at regulere og kontrollere tilværelsens amorfe kaos og faretruende tilfældigheder ved at spæge legemet til det rene ingenting og sulte sig ihjel, kunne nemt være endt i banaliteter og overlæssede klagesange. Vi har hørt historien om den anoreksiramte pige før, men aldrig før fortalt så sagte, bevægende og graciøst som i »Det dér og dét der«.

Louise Juhl Dalsgaards hjerne er krøllet og original, læs bare hendes daglige Facebook-opslag, disse fortløbende prosastykker om hverdagslivets genvordigheder, endeløse absurditeter og meningsløsheder, om selvtvivl, om kærlighed, om angst og ensomhed, om venskab og fjendskab, om hunde, tandlæger og besynderlige drømme. Det gøres tilsyneladende legende let, og når først verden er vandret gennem Juhl Dalsgaards originale hjernevindinger, får selv det tungeste virkelighedsstof vinger, og omvendt: får selv det letteste hverdagsliv tyngde. Det er blikket hos Dalsgaard som er slebet så skarpt, at de mindste genstande og begivenheder bliver gennemsigtige for livets storhed og fald. Det er hendes sans for detaljer, hendes måde at se verden på, evnen til at koble det ydre med det indre. Og hvis digtningen og skrivekunsten, hvilket den tyske poet Rainer Maria Rilke mente var tilfældet, handler om at se verden på ny og dermed om at åbne læsernes øjne og få tingene og livet til at fremtræde en gang til, ja, så har Dalsgaard på sin helt egen stille og ydmyge facon gang i noget virkelig stort og betydningsfuldt.

»Alle dage tilbage« handler, kan man læse i et interview med forfatteren i Nordjyske Stiftstidende fra juli 2019, om Juhl Dalsgaards venskab med den nu afdøde forfatterinde Inge Pedersen. Eller rettere: Romanen handler om den sidste tid mellem to veninder, hvoraf den ene er døende. Det biografiske baggrundsstof, der lægges frem i interviewet, er ikke uinteressant, bevares, det er ligefrem rørende, men på den anden side heller ikke videre relevant. »Alle dage tilbage« er en bog der rækker langt ud over det personlige, en bog om tid, om liv, om død, om nærvær, om fravær, om venskab på tværs af generationer.

Romanen falder i 11 dele hvis, alt andet end tilfældige, titler vidner om Dalsgaards evne til at blande det høje med det lave: »Stol«, »Pingvin«, »En slags ok«, »Målerlarver«, »Gullasch«, »Sure opstød«, »Nordens røv«, »Sort skifer«, »Ske«, »Nøgen gul«, »Symptomer på daggry«. De forskellige afsnit kommer yderligere i små prosalyriske sætstykker, sjældent på mere end en halv side, ofte i form af direkte tale og dagbogsagtige skitser forsynet med eksakte tidsangivelser. Læs blot optegnelsen fra »Onsdag 6.11« i afsnittet »Pingvin« hvori vi lærer romanens melankolske jeg-fortællerinde at kende: »Jeg er begyndt at notere klokkeslæt for alt. På den måde bliver tiden en høstak, jeg kan gemme nåle i.« Man tænker uvilkårligt: mage til genial metafor for tiden og menneskets forsøg på at fastholde det ubevægede NU i det strømmende skal man lede længe efter i dansk litteratur. Det originale billedsprog fortsætter i samme optegnelse, og sådan er det på hver eneste side. Fnuglette metaforer der får læseren til at se verden på ny: »Et avisbud på el-scooter kører forbi udenfor, søvngængeragtigt tavst. Mørket er på vej til at forklæde sig som lys.« I det hele taget er jeg vild med afsnittet »Pingvin«. Billedsproget i optegnelsen »Lørdag 6.37« og i »Mandag 7.02« – respekt!

Ordvekslingerne mellem den døende og hendes veninde fylder store dele af romanen. Ofte handler disse dialoger om ingenting og dermed om alt. Derudover rummer bogen en række leksikalske opslag som på delikat vis er vævet tæt sammen med det pågældende afsnit. Disse opslag synes lige så tilfældige som signifikante og bærer overskrifterne: »Absolut gehør«, »Hastighed«, »Lumpektomi«, »Mastektomi«, »Survival of the fittest«, »Hesten (Equus ferus caballus)«, »Ritual«, »Vinteradonis«, »Dissociation/Funktionelle anfald«, »Ali Hamann«, »Kvotekonge«, »Forventning«, »Dødstegn« og »Rav (C10H160).

Det vrimler med tomme pladser i Juhl Dalsgaards prosa, og meget af det som strubegriber, står i det usagte, i stilheden mellem linjerne. Det er udeladelserne som gør det. Absolut gehør! Og det hele er så godt gjort, er så godt set og sagt at det gør ondt.

LITTERATURMAGASINET STANDART SØGER REDAKT­­­ØRER!

Er du begejstret for litteratur og lidt en korrekturnørd? Savner du mulighed for at anvende din teoretiske viden i praksis? Og kunne du godt tænke dig at arbejde med litteratur i et engageret fællesskab?

Litteraturmagasinet Standart søger pr. 1. oktober litteraturinteresserede redaktører uanset baggrund. Som redaktør vil du få medansvar for både planlægningen og produktionen af et af Danmarks ældste og største litteraturtidsskrifter fra ideplan over praktiske udviklings- og rutineopgaver til korrekturlæsning.

Flere redaktører skriver også selv i Standart, men det er ikke et krav. Hver redaktør har en gruppe faste skribenter tilknyttet, hvilket giver en god mulighed for at udbygge et løbende samarbejde om teksterne. Bladet er altid åbent for fornyelse og gode forslag, og som redaktør vil du få mulighed for at realisere mange ideer til både artikler, temaer og nye tekstformater.

Ud over det redaktionelle arbejde er det også vigtigt, at du har mod på at være med til at løfte en række administrative opgaver, som vi fordeler nogle af mellem os og ellers hjælper hinanden med. Det drejer sig blandt andet om søgning om fondsstøtte, PR-orienterede poster, kontakt til abonnenter, håndtering af fakturering og udsending af bladet. Rent praktisk holder vi otte-ti årlige møder, som finder sted i Aarhus. Som redaktør er det vigtigt, at du prioriterer disse møder, da det er her vi træffer vigtige beslutninger, drikker øl og hygger.

Litteraturmagasinet Standart kunne i 2017 fejre 30 års jubilæum, udkommer fire gange årligt og har godt 500 betalende abonnenter, hvilket gør os til et af landets største litteraturtidsskrifter.

I Standart skriver et stort skribentkorps om dansk og udenlandsk litteratur. Hovedvægten er på dybdegående anmeldelser af nyudkomne bøger, men vi bringer også artikler, interviews og klummer. Derudover har vi i hvert nummer en temasektion, der stiller skarpt på et afgrænset emne.

Litteraturmagasinet Standart er tidligere blevet kåret som både Årets Danske Kulturtidsskrift og Årets Nordiske Kulturtidsskrift. Senest modtog vi i 2017 Georg Brandes-Prisen, og vi bestræber os naturligvis på at holde et kvalitetsniveau, der kan leve op til disse udmærkelser.

Vi søger redaktører, som

• Er begejstrede for og har en holdning til litteratur og formidling
• Er dygtige og kritiske tekstlæsere
• Vil deltage samvittighedsfuldt og engageret i både redigering og øvrige praktiske opgaver
• Er interesserede i aktivt at udvikle bladet og dets indhold

Redaktørstillingerne er ulønnede. Hvis du er interesseret, så send os en motiveret ansøgning, hvor du også skriver lidt om dine litteraturinteresser, dit CV – og gerne et eksempel på noget du har skrevet eller andet relevant materiale på redaktion@standart.nu senest mandag d. 16. september. Skriv ”Ansøgning – redaktør” i emnefeltet.

Vi ser frem til at høre fra dig!

– Standartredaktionen

Af Mads Dahl, Cand.mag. i Arabisk- og Islamstudier

»Mashrou’ leila« betyder på dansk »et natligt pro- jekt« eller »Leilas projekt«, da ordet Leila er et navn, men også det arabiske ord for nat – og eftersigende navnet på et bandmedlems daværende kæreste. Det er da også sproget og det lyriske univers, der er fokus på i følgende artikel. Bandet udgav deres fjerde album, »Ibn El Leil« (»Søn af natten«) – på arabisk laver man ofte øgenavne af familierelationer i forhold til substantiver for at understrege en særlig pointe, i dette tilfælde, en natteravn – den 28. oktober 2015, hvilket har ført til turnéer i den arabiske verden, Europa og for første gang, USA. Det libane- siske band har haft stor succes, ikke bare i Mellemøsten, men også i den vestlige verden og med en forsanger, der snakker åbent om sin homoseksualitet, om progressive politiske budskaber og social indignation, er det ikke kun deres musik, som har trukket overskrifter. Først et par ord om bandets diskografi og historie.

Den første udgivelse, »Mashrou’ Leila« (2009), blev produceret i en stålfabrik i Beirut og blev hurtigt populær i Libanon. Den selv- betitlede plade var en blanding af indie-folk og rock, krydret med klassiske instrumenter som klaver og violin og med bandets sær- lige kendetegn: Teksterne var på libanesisk-arabisk og temaerne var kontroversielle. Deres største hit fra albummet, »Fasateen«, omhandler to elskende, der ikke kan få hinanden, da de tilhører forskellige religiøse grupper. Et kontroversielt emne i Libanon, men også generelt i Mellemøsten, hvor familier forventer, at man gifter sig inden for sin religion, mens staten ikke registrerer civilt ægteskab. Et problem, der således både er socialt og strukturelt. Dette har resulteret i, at Cypern er blevet et populært rejsemål for libanesiske par, som ikke kan gifte sig derhjemme – hvis familien overhovedet tillader det.

Continue reading »

Elisabeth Friis holdt i forbindelse med overrækkelsen af Georg Brandes prisen 2017, som Standart var de beærede modtagere af, en flot tale om vigtigheden af litteraturkritik og Standarts bidrag hertil. Talen kan I læse her. Vi er selvfølgelig meget taknemmelige og ovenud stolte.

Kære Standart

Hjertelig tillykke med Georg Brandes prisen!

Som alt andet, der er levende, trives litteraturkritikken bedst når den bedrives på mange forskellige måder, i mange forskellige miljøer og af mange forskellige slags kritikere.

Men graden af litteraturkritisk biodiversitet er, i hvert fald set fra mit perspektiv, for absolut nedadgående – og det skyldes også at det er så forbandet svært at drive litterære tidsskrifter i dagens Danmark, hvor litteraturens infrastrukturer er under implosion.

For hvem skal egentlig købe de litterære tidsskrifter, når den sidste boghandel i provinsen er lukket eller bare opdage at disse tidsskrifter findes, når de ikke bliver anmeldt i aviserne, når bibliotekernes udlånssteder er reduceret med 2/3 – når tv sender litteraturprogrammer der redigeres af folk, som aldrig har åbnet en bog? Og ja ­– kære kritikerlaug – der findes stadig god aviskritik, men avisen arbejder i en anden tidslighed end tidsskriftet.

I avisen er der ikke tid og plads til ret meget mere end et thumbs up eller et thumbs down. Det er faktisk ligesom på facebook med de hjerter og stjerner, der reducerer kritikkens evne til at sætte problemer under debat ved hjælp af åndsforladte og let digitalisérbare pointsystemer som det seriøse litterære tidsskrift naturligvis aldrig kunne drømme om at gribe til – simpelthen fordi det faktisk tager sin genstand dybt alvorligt – dén litteratur, hvis fremmeste kvalitet det netop er at kunne befinde sig mellem 1 og 0.

Men midt i den omsiggribende ørkenspredning er Standart en oase, hvilket man ikke mindst kan konstatere ved at læse jeres seneste og fremragende 30-års jubilæumsnummer. Her finder man alt, hvad der vedkvæger et tørstigt litteraturhjerte. Der er fokus på oversættelse, der introducerende artikler om i Danmark mindre kendte forfattere som  Maryam Madjid og hendes Goncourt-pris vindende roman Marx og dukken, og en lang og meget interessant tekst om den ungarske forfatter Miklos Radnoti. Det er tekster til tiden! Og så er der masser af anmeldelser – selvfølgelig. De er tidsskriftets kernestof. De er generelt velskrevne, og har ofte en lidt anden vinkel – et lidt andet take på stoffet – end hvad den første avisreception har bragt til torvs, hvilket igen siger os at tidskriftets særlige (både korte og langsomme) tidslighed i sig selv fremelsker en særlig og særligt vigtig type af kritik. Hvad jeg dertil lægger mærke til, er, at Standart anmelder bøger fra en særdeles bred vifte af forlag.
Continue reading »

STANDART #3/4 2017: Fra Radnóti, Madjidi til Despentes og Dylan

Standart runder sit 30 års jubilæum af med et dobbeltnummer, der i høj grad står i forfatterportrættets og oversættelsens navn.

Karsten Sand Iversen tegner et fyldigt portræt af den ungarske Miklós Radnóti, hvis forfatterskab blev præget af politiske uroligheder i 40’ernes Østeuropa. Anastasia Ladefoged Larn fortæller om franske Virgine Despentes’ rejse fra undergrundsforfatter til anerkendt medlem af Frankrigs kulturelle miljø, mens Kasper Dam Nielsen reflekterer over, hvordan Henrik Nordbrandts digte erotiserer læserens verden. Vi bringer et uddrag fra fransk-iranske Maryam Madjidis »Marx og dukken« og oversættelser fra noget så forskelligt som hebraisk litteratur, en sangtekst fra Bob Dylan og Julio Cortázars nonsenssprog giglisk.

Derudover fortæller vores klummeskribenter om skæve readymades, tegneseriens status i Danmark og James Joyces’ forfatterfodspor i Zürich. Vi tager et nostalgisk tilbageblik på Standart i 1991, 2001 og 2009 med tre jubilæumsartikler, og som altid har vi anmeldelser, som denne gang fylder over hundrede sider.

Vi sender en stor tak til den dygtige Harley Nanfeld Foged, som har forsynet os med smukke forsidebilleder hele året.

Velkommen til Standart #3/4 2017