Onde, overbelyste – og ubegribeligt gode – ungdomsdigte.

Ann Jäderlund

I en cylinder i vandet af vandgråd

Oversat af Olga Ravn

95 sider, 120 kr.

Arena

Anmeldt af Iben Konradi Brodersen

Det er udmattende at læse den svenske digter Ann Jäderlund. Hun skriver, så man bliver usikker på, om ens pupiller stadig er runde. Jeg får mistanke om, at der sker noget polypagtigt med dem undervejs, at de tager skade. »I en cylinder i vandet af vandgråd« (hvor mange gange den titel ikke må være blevet udtalt forkert… selv hørte jeg længe »vandgråd« som det noget mindre poetiske »vandgrød«) udkom i Sverige i 2006 og er den første Jäderlund-bog, der er blevet oversat til dansk. Den består af godt 100 sider koncentrerede digte; fem suiter, der veksler mellem henholdsvis helt korte og lidt længere tekster. Som man ser i titlen, er digtsamlingen optaget af materie og tingslighed, materialers umulige særegenhed og forhold til hinanden: Der kan være vand i vand, smør i smør, damp i luft, ord i ord.

Man kunne kalde digtene en slags materialekæder, eller måske nærmere patchworks – men i så fald patchworks, hvor læseren ikke kan overskue mønsteret, men må følge stingene, idet de prikker sig igennem forskellige former for stof. I et digt lyder det:

Nu ødelægger

o r d e n e   ø  j n e n e

nu

ødelægger

tråden   d y b-

t r å d e n

Det er den type lydløse vold, som er karakteristisk for digtene. Med deres desorienterende syntaks sætter de vores vante opfattelsessammenhænge under pres, trevler de dybe syninger op. Læserens perception må vride sig, træde op, ned, til siden. Hele tiden tilføres der et nyt forholdsord, som river i perspektivet: nede i vandet i mørket i øjenkrogen, mørke pigestråler nede i håret i kraven i øjnene, inde i lyset inde i rummet under skridtene, maj i majfolden oppe i Diplomatstaden. Og når vi således er placeret et sted, inde i noget som er en del af noget, som er under noget andet, som er lavet af… »vandgråd«, »skomagermahogni«, »manchesterfløjl«, »sol-lim og klæbrigt salt«… så introduceres et sindssygt »som« og nye forholdsord, der får det hele til at vælte; for nu kan man altså ikke holde til mere: »s o m   r ø d e   l y s-/ s å r/ n ø g e n f i s s e s å r   i   d e n   l i l l e/ h v i d e   f l a p«.

Linjerne er typisk helt knappe, alligevel kan ordene opleves som nærmest for meget. De opfører sig urimeligt, s v u l m e r  sig op typografisk, deler sig, spreder sig ned over siden. Det er nogle af de mest voldsomme orddelinger og cæsurer, jeg længe har oplevet. For eksempel deles »øjne« sådan her: »ø-/jne«. Av. Vær dog nådig, Ann Jäderlund! Får man lyst til bede. Men det er hun ikke. Jäderlund formår at skrive en slags ukendelighed frem, på én gang lukket og overbelyst – bare det udspilede ord ’b r u n t u r k i s t’, jeg sad urimeligt længe og kiggede på det, jeg kunne slet, slet ikke forstå det. Og hun arbejder med en særlig type hårdt, tyndt lys, som er ubehageligt, men også fængslende at se med: »s o l e n   i/ s p r i t-/ dampe«.

Den kringlede titel: »I en cylinder i vandet af vandgråd« – ja, når først, man har fanget den, får man lyst til at gå rundt og gentage den igen og igen – har også en undertitel, som er helt anderledes matter-of-fact: (1967-78). Ann Jäderlund er født i 1955, og årstallene i undertitlen angiver altså en ungdomsperiode: fra 12 til 23 år. Trods digtenes abstrakte niveau og helt særlige no-nonense psykedeli, har man en klar fornemmelse af at være et konkret sted: et svensk 70’er teenageunivers med riflet fløjl, orange, brune og sennepsgule farver, cigaretter, Luciavodka, Vietnam, ihærdige tungekys (»rodkys«). Digtene er en undersøgelse af den pubertære pigekrop og -bevidsthed, lysten og det skræmmende – den måde, man kan føle sig invaderet og tvunget på, af andre mennesker, samfundet, måske først og fremmest af sig selv og sin egen krop, oplevelsen af at blive klappet helt sammen i blik, hud og sansning, opløst og tom og rastløs:

U d v i d   ø j n e n e

t i l   e t

h u l

i fissen

til en   o r a n g e

p e r l e   perle

som

smelter

Ann Jäderlund er en af de mest toneangivende svenske digtere i dag. To gange er hun blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, bl.a. for dette værk. Hun har udgivet ni digtsamlinger og to børnebøger. Andre digtere fra hendes generation, som det er oplagt at sammenligne hende med, Tua Forsström og især Katarina Frostenson, er allerede blevet oversat til dansk. Man kunne vrisse: Hvorfor pokker er Jäderlund ikke blevet oversat før? På den anden side: Hvor lykkeligt, at den første digtsamling på dansk så kommer via den unge digter Olga Ravn. Et godt match; Ravns gæld til Jäderlund er ikke til at overse. Forhåbentlig kommer der flere danske oversættelser i fremtiden. Hvis nogen stadig er i tvivl, så se lige her:

j e g   e r   i   d e n   l a v e   j o r d

i   H u m l e g å r d e n   h v o r   j e g   s k a l

d r æ b e s   a f   h e n d e   m e d

d e n   s t o r e   K a r p a t e r s o l

s o m   e n   h v i d   k r a v e   s o m

f l ø d e   s o m   o p-

p i s k e t   l e v e r s k u m

Som op-/pisket leverskum! Vær dog nådig!