Knivskarpt snit afdækker storbysinglers kønsmytologier

Kirsten Hammann

Se på mig

460 sider, 299 kr.

Gyldendal

Anmeldt af Dag Heede

Som om denne roman ikke er provokerende nok i forvejen, har forfatteren også den frækhed at skrive sin egen anmeldelse og diskret indlægge den i teksten. Udover den unge H.C. Andersens forrygende romandebut »Fodreise« fra 1829, som indarbejder kommende anmelderes spidse penne, kan der ikke nævnes mange eksempler på den type dristighed. Men Hammanns københavnerroman skyer intet middel. Mindst to steder peger hun på sin egen tekst, ikke så direkte som Unge Andersen, men mindst lige så flabet.

I en scene misunder den mandlige hovedperson Sune, forfatter til to anmelderroste, men lidet sælgende novellesamlinger, sin kommercielt succesrige kollega: »Lars kan det der med den gode historie, og Bokser er lige så tyk som en mursten. Det er folk vilde med. De vil have så mange sider som muligt for de 2-300 kr., en bog under alle omstændigheder koster.« Prøv lige at kigge på pris og omfang ovenfor! »Se på mig« er også bogens opfordring til læseren.

I en anden scene foregriber Sune modtagelsen af sin kommende roman, »Scener fra et bofællesskab«. Titlen er en hyldest til Ingmar Bergmans tv-serie fra 1970’erne, »Scener fra et ægteskab«, som den inspirationshungrende Sune og hans udlejer sidder og ser. Og selvfølgelig også det romanen kunne have heddet. For den kapitelløse murstensroman handler netop om et bofællesskab, der sandsynligvis ikke udvikler sig til et ægteskab. Men hvem ved? Som romanen så rigtigt slutter: »Større er København jo heller ikke.« Under alle omstændigheder lægges Sunes drøm ind i teksten som en brugsanvisning til dovne anmeldere: »En perlerække af sjovt vinklede sandheder, biopsier fra det moderne liv, om dem mellem 30 og 40, som endnu ikke har fået børn og prøver at finde deres plads i tilværelsen. Kr. 279,-«. Og se! Forfatterens frækhed lønner sig. I hvert fald for denne anmelder, som bider på krogen og citerer.

Biopsi-begrebet er imidlertid så uimodståeligt, for det indfanger denne satiriske forfatters greb om sine to hovedpersoner, Sune og den stakkels kvindelige hovedperson med det forbandede elskerinde-navn: Julie. Sygt er det bedste ord, både til at beskrive de to personers handlinger, men først og fremmest de forestillingsverdener, som de begge qua deres køn er spærret inde i. Julie er en tåbelig, 21. århundrede-version af Emma Bovary og ligesom Gustave Flauberts antiheltinde et næsten forsvarsløst offer for kitschromantiske klicheer og damebladsvisdom. Det er ondt skrevet, og det gør ondt at læse, men det er også sindsvagt komisk at se Hammann boltre sig i den senmoderne kvindeligheds orgier af tvangstanker, paradokser og forventningskomplekser. Stakkels Julie med den dominerende moder og det uforløste faderkompleks søger bekræftelse hos det andet køn på en måde, der umuliggør enhver relation. Manden guddommeliggøres i hendes uendelige narcissisme, der gør hende både blind og døv for partneren såvel som virkeligheden. Ingen andre end Julie undrer sig, da Casper må flygte til Goa og senere bare til Vesterbro for at undslippe partnerens ubillige krav og nådesløse forventningshorisonter. »Det er jo ligesom at aflevere et barn i børnehave!« stønner han som afskedssalut til den infantiliserede 35-årige ekskæreste, et studie i kvindelig fejlsocialisation.

Sune er slet ingen Romeo. Lidt for rar, lidt for almindelig, lidt for uproduktiv og lidt for liderlig. Han ser porno dagen lang og scorer nemt i byen, og han foretrækker engangsknald. Han er alt andet end Julies damebladsdrømmeprins, men deres kroppe har deres egne viljer, og det bliver hedt i lejligheden, rigtig hedt. Hammann lider ikke under nypuritanistiske normer, hun skildrer vild sex vildt og politisk ukorrekt, som når hun tillader sig at lade Julie ønske, at Sune havde tre pikke, så hun kan blive fyldt ud i alle huller på en gang. Hvis dette ikke løfter andre organer, skal det nok løfte øjenbryn.

Sune er romanens svage punkt. Han overbeviser ikke som forfatter. Dertil er han for konventionel, ukompliceret og naiv. Til gengæld er han godt tegnet som mandetype. Og han er ikke helt så rar, som han synes. Måske kompenserer han for sin mangel på materiale og inspiration med det spionudstyr, han bestiller fra USA på nettet og uheldigvis installerer i Julies spisestue i form af en nuttet bamse. Det går selvfølgelig galt, rigtig galt, men det skal læseren selv have lov til at opdage. Sjovt er det, ja, faktisk rigtig hylende grinagtigt, og selv om teksten ikke kommer med en løsning, er der dog tegn på forløsning. Ægløsning spiller også en afgørende rolle i denne tekst, for Julie er naturligvis i »den farlige alder«, og hendes biologiske ur tikker om kap med hendes romantiske krav til tilværelsen. »Se på mig« er en nådesløs udlevering af barnløse byboeres kamp for at blive voksne og for at leve op til klicheer. Romanen er på ingen måde et queer projekt, men den sylespidse demontering af paradoksale og umulige nutidsfortællinger om mænd, kvinder, parforhold, forældreskab og lykke gør den til et fint udgangspunkt for en radikal demokratisering af kønsroller, seksualitet og reproduktion.