Reservater og forudsætningsløshed

For nogle uger siden blev kulturstoffets journalistiske revival proklameret. Det skete i P1 programmet »Mennesker og Medier«, der havde inviteret DRs kulturdirektør Morten Hesseldahl, TV2s nyhedsdirektør Michael Dyrbye og kommende kanalchef for Radio 24syv Mads Brøgger i studiet. De forklarede samstemmigt, hvordan netop deres medieflade fremover ville styrke kulturdækningen, ligesom det lod sig forstå, at kulturen var et helt afgørende satsningsområde for dem alle. At medierne ikke står tilbage for at overbyde hinanden i snart sagt hvad som helst, er der ikke noget nyt i – i min tid som telefonsælger for et utal af lokale dagblade, var jeg også instrueret i altid at love mere af lige præcis den slags journalistik, som kunderne efterlyste (en kommunikationsstrategi, der synes at nyde ret bred tilslutning i mediebranchen) – det nye er, at der hos de tre branchefolk var udbredt enighed om planen: Kulturen skal tilbage i reservaterne.

I fremtiden vil TV2 News således udnytte deres såkaldte nicheposition til at lancere daglige kulturnyheder og et ugentligt kulturmagasin, mens Radio 24syv barsler med en lang række specifikke kulturformater, der vil tage kunsten og kulturjournalistikken alvorligt, for »når det fungerer, så fungerer det jo«, som Brøgger konstaterede. DRs nyudnævnte kulturdirektør havde knap så løfterigt nyt som sine kolleger, men bidrog så til gengæld med den udmærkede konstatering, at opløsningen af mediernes kulturreservater for indeværende har betydet en nødvendig sænkning af det generelle niveau, så alle kan følge med, hvorfor det i fremtiden er oplagt at satse på reservatprogrammer, hvor man kan tillade sig at forudsætte en viden.

Og det er her, skredet ligger, for det lyder jo angiveligt som et opgør med den forudsætningsløshed, der pt. præger de brede mediers (kultur)formidling. Set i lyset af den stigende konkurrence og kommercialisering er det måske ikke så overraskende, at identifikationsaspektet er blevet et stadigt vigtigere fikspunkt for medierne, der i iveren efter at servicere, ja, please, samtlige læsere, lyttere og seere, har dømt fordybelsen ude som et irriterende og uvelkomment bump i servicejournalistikkens overhalingsbane. Den helt store misforståelse ved denne alt inkluderende og forudsætningsløse strategi er dog ophøjelsen af den dybest set uinteresserede læser, lytter og seer til kardinalpunktet for ens anstrengelser. For ved at tilrettelægge kulturformidlingen med henblik på de uinteresserede (der jo netop er kendetegnet ved konsekvent ikke at interessere sig for det, man tilbyder dem), har man ikke blot givet sig selv en umulig (ja, nærmest masochistisk) opgave, man har også mistet de kulturinteresserede, der faktisk findes, idet forfladigelse, for netop dette segment, så langt fra er et plusord.

Man kan således være så meget i øjenhøjde, at man helt glemmer både ens egen og modtagernes evne til dels at fokusere, dels at kigge andre og helt nye steder hen, og derfor er den genopstandne tro på reservaterne en glædelig nyhed for både kulturen og litteraturen – og alle os med interesse i samme. Lad så gå, at reservat lyder lidt hengemt, for idéen er jo god nok: Reservaterne er bestemt ikke kun for de indviede, men kan også tjene som regulære øjenåbnere for den udenforstående (men ikke uinteresserede). I reservaterne kan man lade sig fascinere af det specifikke frem for det generelle, af engagementet og det særegent anderledes; her kan man møde et felt i ren form, og det skal man ikke underkende det formative i.

Vi venter således i spænding på DRs, TV2s og Radio 24syvs respektive kultursatsninger. Også selvom Radio 24syvs løfter stadig er af den løse slags, TV2s dedikation på kulturen afhænger lidt af, »hvornår der er valg«, og den seneste ændring i DRs sendeflade har været at sløjfe Kulturgeist – et af de eneste eksisterende kulturreservater på tv pt. Mediernes kultur- og litteraturformidling er tydeligvis midt i en brydningstid, og de har brug for lidt tid til at finde deres ben i alt det nye. Hvor de så faktisk ender med at gå hen, må tiden vise.

Standart selv går i dette nummer endnu en gang på rov i litteraturens reservater. Vi anmelder som altid vidt og bredt og kan i denne omgang bl.a. byde på ekstensive anmeldelser af både Hölderlin, Stendhal og Franzen, samt ikke mindst Søren Ulrik Thomsen, der både bliver anbefalet en producer og udnævnt til popsanger. Derudover reporterer vi fra forårets CPH:LITT-festival, portrætterer Japans Sei Shonagon og Polens Czeslaw Milosz og bringer artikler om alt fra grammatik til økokritik og middelklassens litteratur. Standarts faste tidsskriftsanmeldelse er denne gang lagt i hænderne på Tomas Thøfner, alt imens klummerne bl.a. byder på Cia Rinnes rejsebrev fra Berlin og Bo Tao Michaëlis’ anbefaling af den sydeuropæiske krimi. Vores faste temasektion, Stand In, handler i denne omgang om litteraturoffentlighed – et felt, der bestandigt forandrer sig, og alene af dén grund løbende bør vies langt større kritisk, såvel som konstruktiv, opmærksomhed, end det hidtil har været tilfældet.

Det ændrer vi på med Standart nr. 2, 2011, der samtidig er vores første udgivelse efter tildelingen af den fornemme titel »Årets kulturtidsskrift 2011«. Det er et adelsmærke, vi er stolte af, og vi vil også fremover gøre vores ypperste for at leve op til betegnelsen.

Jonathan Nielsen