»Katarsis Jensen taler ud«

Ovenstående overskrift kunne i midten af januar forefindes bag på Weekendavisens bogtillæg. Det var (den i øvrigt kun alt for vitterligt og kuriøst prægnante) tegner, Lars Vegas Nielsen, som var ophavsmand til selv samme, der var en herligt perfid kommentar til det omfattende biografiske fokus, der efterhånden har spredt sig i dansk litteratur.

I sig selv er det biografiske ikke noget nyt, da almindeligt (biografisk) taskenspilleri og udfoldet litterær maskepi strengt taget alle dage har hørt den litterære aktivitet til, men det nye er (selvsagt) den horrible institutionalisering af selv samme, der har fundet sted de seneste år. Det kan bl.a. tilskrives forfattere som Lone Hørslev, Knud Romer og Jørgen Leth, der har givet deres egne eksistentielle kvaler, vidtgående dårlige oplevelser osv. litterær forrang og dermed bidraget til den (alarmerende) forudsigelighed og verdslige trivialitet, der nødvendigvis følger. Tilsvarende kunne man i november i magasinet Cover se, at det var hipt at være forfatter(inde), og indeni kunne man bl.a. følge Naja Marie Aidt levende i New York og se Mette Moestrup foreviget foran hendes (bog)reolsystem.

For så vidt er der intet i vejen med at eksponere (og fejre) det biografiske, men der hvor selv samme materiale bliver til en art gedulgt maner i et konstrueret 1:1-forhold imellem arketyperne forfatter og menneske, bliver det slet og ret ærgerligt. Det er her nærmest (blevet) trivielt uigenkaldeligt at insistere på, at det biografiske grundlæggende er et materiale som alt andet, og at det derfor skal bringes i spil for at finde sin kunstneriske berettigelse og kvalificere sig selv som (netop) litteratur. Forholdet imellem den skrivende og det skrevne selv er ikke per definition (og altid-allerede (!)) interessant, men det er derimod strategierne, taskenspilleriet og den oprømte grimassering i gråzonerne derimellem.

Når det så er sagt, læst og påskrevet (og for s-a-g-o-m-e-l understreget), er det i almindelighed her ærgerligt at se, hvordan blogosfæren efterhånden lider under de samme kvaler og det i særdeleshed fordi, der her kvalitativt bliver skygget for noget
andet, mere og væsensforskelligt sindsoprivende, end hvad man f.eks. kan sige om den daglige tilstand i Cover, dagbladet Politiken eller lignende (avis)papirpublikationer. Når det samtidig er særligt ærgerligt, skyldes det, at blogosfæren grundlæggende har muligheder og et lige dele omfattende og ganske generøst potentiale i forhold til den litterære offentlighed, der nødvendigvis må (økonomi, almindelig uddifferentiering osv.) lades i stikken i og af de danske dagblade.

Af de samme årsager er det derfor også yderst ærgerligt at se, at de litterære blogs herhjemme ikke i højere grad tager stilling til sig selv som enten litterære projekter eller ditto performativt grimmasserende (eller hybridt pendulerende derimellem), men i stedet sander til i opbyggelige (billeder af) espressokander, oplysninger (og billeder af og) om bloggerens (litterære) where abouts og ditto (billeder af) sirligt dekorerede læselister, der in toto nærmer sig de arketypisk gedulgt konstruerede 1:1-forhold imellem forfatteren og mennesket.

Det er her åbenlyst, at der formelt er visse versioneringer af førnævnte litterære projekter, som bloggen egner sig væsentligt bedre til end andre, eftersom det f.eks. er (for) nemt (frivolt) at diskutere stakåndet på selv samme, men tilsvarende besværligt at beskæftige sig med mere udfoldet materiale (artikler, essays osv.). For så vidt er det (og i forlængelse deraf) også forståeligt, at den litterære blogosfære fra tid til anden ender som et virtuelt, men højest kondenseret forum for en art (selv)kastrerende identitetspolitik, da de litterære miljøer grundlæggende er uhyre små og samtidig karakteriserede ved deres fundamentale mangel på ekspliciterede hierarkier (og derfor er de selv samme nødvendigvis og tilsvarende overalt).
Når det så endnu en gang er sagt, læst og påskrevet, bad dagbladet Information i midten af januar ni danske digtere og prosaister om at skrive et forsøgsvist manifest for 2010’ernes litteratur. Heri udbad Martin Glaz Serup sig flere regulære litterære fejder (med oprejst pande, kvalificerende uenigheder osv.), og i forlængelse deraf vil undertegnede lederskribent gerne slå et slag for det selv samme og hermed fremadrettet ligge grundigt i kakkelovnen til, at netop dét kommer til at karakterisere 2010’ernes alternativt bloggende litteraturoffentlighed(er).

Afslutningsvis skal nærværende nummer af Standart også have et par (borgerlige) ord med på vejen. Således skriver Thomas Hvid Kromann om et af 1960’ernes mere sagnomspundne DIY-forlag, Arena Sub-pub, alt imens Harald Voetmann portrætterer den romerske forfatter, Petronius, og dennes »Satyricon«, og sidst, men ikke mindst anmelder Svend Erik Larsen årets vinder af Brandes-prisen, Erik A. Nielsens »Kristendommens retorik«. Derudover har vi denne gang valgt at stille vores temadel, Stand In, til rådighed for en grundig undersøgelse af den borgerlige litteratur og dannelse herhjemme, sammenhængene derimellem og deres fælles tilstand her ni år efter valget (i 2001).

For 2010’erne, for litteraturen og for dens ditto offentligheder; velkommen til Standart nr. 1, 2010.

Jakob Østergaard Nielsen