At vælge litteraturen

»Kulturen ud til folket, ud i hele landet og ind i alle stuerne«. Brian Mikkelsens proklamation i Kulturministeriets forrige kulturpolitiske arbejdsprogram lød næsten som en trussel. Man forestiller sig en skønsom blanding af radikaliserede eksperimentalavantgardister og nøgenløbere, der med gjaldende »pling«-råb, som en art tværæstetisk spydspids, pløjer sig igennem det danske opland. Skyllet i land ud for Søndervig arbejder kulturen sig som invasiv art østover; først falder Ringkøbing, dernæst Ølstrup og lynsnart må både Spjald, Videbæk, Vorgod og Snejbjerg give fortabt til kulturen. En jernring lægges omkring Herning, der efter ugelang belejring til sidst må lade forsvarsværkerne falde. Skønt en militant fraktion forsøgsvist udråber messecentret til kulturfri zone, kan kulturen heller ikke her holdes stangen – »Hedens hovedstad« er nu helt og holdent i kulturens hænder.

Så vidt kontrafaktionen. Tilbage i virkeligheden skete der ikke det store. Men i starten af december løftede Carina Christensen så sløret for Kulturministeriet nye kulturpolitiske strategi, »Kultur for alle«. Heri konkluderes det, at udbredelsen af kulturen skal ske i kraft af et større formidlingsfokus fra kulturaktørernes side på at inddrage alle borgere i deres kulturtilbud – kulturen skal med andre ord bestræbe sig på »at komme borgerne og brugerne i møde«. I udgangspunktet lyder det besnærende, idet netop mødet med publikum (eller dets indifference) alle dage har udgjort et væsentligt omdrejningspunkt for de kulturelle udtryksformer. Det er således svært at være uenig med kulturministeren, når hun skriver at »Alle i Danmark skal have mulighed for at få adgang til relevante og vedkommende kulturtilbud. Alle er velkomne. Og alle kan være med. Der er ikke noget kunst, der er for svært. Og der skal på ingen måde gås på kompromis med fagligheden.«

Men just som vejret trækkes ind til et sæsonbestemt »Halleluja!«, kan man dog ikke undgå at undre sig lidt over, hvordan denne tilnærmelsens kulturpolitik skal udfolde sig i praksis. I Politiken fremhæver kulturministeren centraliseringen af de danske biblioteker som skoleeksemplet på, hvordan man ved at tilpasse institutionen til de moderne brugeres behov har opnået at »folk i dag synes, det er en god oplevelse at komme på et bibliotek« – en udlægning, der i hvert fald ikke kan siges at gøre noget stort nummer ud af den megen kritik, som den ’brugerorienterede’ centralisering af bibliotekerne også har affødt. Samme steds har ministeren luftet ideen om at henlægge kunstudstillinger til indkøbscentrer for derigennem at få kulturen ud, hvor folk »færdes i deres hverdag« – en strategi, der måske nok vil øge besøgstallet, men ikke levner meget plads til de mere erkendelsesmæssige og refleksive overvejelser, der traditionelt udgør kunstens grundpræmis.

Når kulturministeren lægger op til en øget formidling af kulturen, er det således vigtigt at holde sig for øje, at den øgede ’brugerservicering’ ikke ender med at blive på bekostning af kulturen selv. I de kommercielle medier er der allerede en klar tendens til mest at se kunstens andethed som et irriterende bump i den informative og servicerende overhalingsbane – en strategi, der forhåbentlig ikke tjener som forbillede for den officielle danske kulturpolitik.

Kulturen skal ud til folket, javel, men folket skal også ud til kulturen. I sidste ende handler det nemlig altid om et valg – om hvorvidt man overhovedet er interesseret i at gøre kulturen til en del af sin omgangskreds. En formidlende afsender er godt, men en engageret modtager er bedre, hvorfor en langsigtet kulturpolitik også bør sikre, at den engagerede ’kulturnyder’ har et sted at gå hen. Når han/hun forgæves leder efter litteraturtidsskrifter på landets biblioteker (hvoraf kun cirka hvert 10. har et stående), er en henvisning til P.S. Krøyer–displayet i den lokale Bilka nemlig ikke et reelt alternativ. I en tid hvor oplevelsesøkonomien synes at ekspandere i det uendelige, er der således god grund til at værne om de kulturelle oaser, som litteraturtidsskrifterne udgør. Ikke fordi de partout har noget krav på særbehandling, men fordi de insisterer på at formidle kunsten til den interesserede læser og på denne måde fungere som ambassadører for den specifikt litterære vidensdeling af i dag – hvilket alt andet lige bør være et kvalificerende parameter i videnssamfundet.

I årets sidste nummer af Standart kan man i forlængelse heraf læse en lang række grundige anmeldelser og litteraturkritikker. Derudover deler Henning Mortensen gavmildt ud af fortidens brevvekslinger, Bo Kampmann Walther skriver essayistisk om sportsæstetik, og både Niels Franks sene og Rasmus Halling Nielsens tidlige digtning portrætteres. Et interview med tysk litteraturs wunderkind, Clemens Meyer, kan vi også byde på, og så er Standarts faste tidsskriftsanmeldelse i denne ombæring lagt i hænderne på Tomas Thøfner. Endelig tager Standart med dette nummers Stand In det første spadestik til en egentlig og antologisk Marquis de Sade-reception i Danmark. Overskridelsen og begærets (franske) mester har nemlig alt for længe undslået sig et regelret forsøg på samlende at inddæmme, hvad det var Sades radikale litteratur i sin tid kunne og grundlæggende stadig kan.

Inden 2009 bliver til 2010 skal der slutteligt lyde en stor tak for de mange positive tilbagemeldinger, der er tilstrømmet redaktionen i forlængelse af sommerens relancering. Vi ser frem til fremtiden – og vil bestræbe os på også at gøre det fremover. Glædelig Jul!

Jonathan Nielsen