»Tidsskrifter« sagde jeg, råber vi

Det ville være så uendelig nemt at indlede nærværende leder med at kommentere en anelse på sommerens agurketid, Pia Kjærsgaards kulturpolitiske eskapader og dagbladet Politikens ditto. Det bliver dog ikke tilfældet, da litteraturen er alt for væsentlig til det i sig selv, og måske (netop) i agurketiden har særligt gode vilkår, alt imens den etablerede litteraturoffentlighed (dagblade osv.) i vidt omfang har sendt redaktører og skribenter på sommerferie. Det kan være et nødvendigt åndehul for litteraturen selv og for den uudgrundelige refleksivitet, der er kernen af al litterær aktivitet, men bestemt også for de mindre og mere aktivistiske aktører, der er et fundamentalt supplement til den allerede eksisterende litteraturoffentlighed.

Henover sommeren blev Martin Larsen således en ganske prisværdig vinder af Bukdahls Bet, forlaget 28/6 nedlagde sig selv efter et års konceptuel insisteren og sidst, men ikke mindst, uddelte Kunstrådets Litteraturudvalg deres arbejdslegater i starten af juli. Det sidste skal dog nok i højere grad henregnes til den almindelige, institutionelle gestik, men i forhold til den litterære offentlighed sikrer det (forhåbentlig) en vis diversitet i den linde strøm af udgivelser og samtidig arbejdsro til mindre og væsentligt mere marginale forfattere som Maja Magdalene Swiderska, Thomas Hvid Kromann og Anders Abildgaard Nielsen.

Det er dog ikke kun aktivistiske kritikere, mindre forlag og en sum penge fra staten, der kan gøre sig gældende i den danske sommer, men bestemt også tidsskrifter, magasiner, pamfletter, kædebreve og deslige. I forbindelse med nærværende magasins relancering i slutningen af juni, lykkedes det rent faktisk Standart nr. 2, 2009, at blive regulært anmeldt i ikke færre end fire dagblade. Således tog Information, Weekendavisen og Politiken handsken op herhjemme, alt imens svenske Dagens Nyheter ikke ville stå tilbage hinsidan, og over hele linjen var tilbagemeldingerne jævnt positive og fra tid til anden på grænsen til det overstrømmende.

Det var vi (selvsagt) redaktionelt uhyre begejstrede for, men udover den prægnante selvfedme er der bestemt også en opbyggelig pædagogisk pointe, der grundlæggende går på, at det bestemt ikke er umuligt som en mindre aktør at sætte en litterær dagsorden. Det væsentlige er dog ikke, at man omsider får den allerede eksisterende litterære offentlighed i tale, men at man som en mindre aktør formår at overskride hele forholdet imellem centrum og periferi i selv samme. Det kan oplæsninger, manifester, seminarer og deslige gøre i almindelighed, alt imens tidsskrifter, magasiner og lignende kan gøre (og gør) det i særdeleshed. Det skyldes tidsskrifternes opbyggelige balance imellem generøs midlertidighed og gedigen, fremadrettet og funderet refleksion, og af de samme årsager har det de senere år været uhyre ærgerligt at være vidne til adskillige tidsskrifter, der enten er gået ind eller har været tilsvarende nødt til at reducere drastisk i deres årlige rate af udgivelser. Her kan bl.a. nævnes Reception (dog nyligt genopstået som Recession), Graf, Apparatur, Den Blå Port (der de senere år har levet et omflakkende forlagsliv, men fremover kommer på Vandkunsten) og Sentura, og i foråret blev det hos Borgen annonceret, at det ældgamle, poetiske flagskib per se, Hvedekorn, er finansieret året ud, men herefter ser det jævnt usikkert ud forselv samme.

Det paradoksale er dog grundlæggende her, at der igennem de seneste to-tre årtier aldrig har været mere brug for tidsskrifterne, end der er i dag. I udgangspunktet skyldes det, at dagbladene i højere og højere grad opprioriterer det, der omgiver litteraturen (interviews, forskræp osv.) end at fokusere på det, der traditionelt har været kernen af den moderne, litterære offentlighed; nemlig litteraturen selv. Det er jævnt åbenlyst, at dagbladene forsøger at imødekomme nogle primært økonomiske udfordringer, men det ændrer grundlæggende ikke på, at det er en afgørende og væsensforskellig svækkelse af den litterære offentlighed, og at der her er en stor og meget væsentlig rolle at spille for tidsskrifterne. I den forstand er det blevet nye tider herhjemme, men tilsvarende er tidsskrifterne velegnede til (netop) selv samme. Grundlæggende skyldes det, at der igennem det seneste årti er foregået en art ideologisk af-generationalisering af tidsskrifterne, hvilket har muliggjort en anden indholdsmæssig smidighed i selv samme, men derudover også at tidsskrifterne hverken kan eller tilsvarende er forpligtede på at udgøre en hierarkisk og homogen litteraturoffentlighed. Det åbner mangen en ladeport for det, som vi redaktionelt betragter som kernen af den litterære aktivitet, og samtidig er tidsskrifternes grundlæggende styrke; nemlig den uudgrundelige refleksivitet og det altid allerede idiosynkratiske udgangspunkt.

Afslutningsvis skal der fremhæves et par bidrag i nærværende nummer af Standart, der kan siges at demonstrere tidsskrifternes styrke(r); således skriver Mikkel Thykier idiosynkratisk og essayistisk om konceptkunstneren William Anastasi, alt imens Hans Otto Jørgensen introducerende portrætterer den hjemlige naturalismes one-hit-wonder, Betty Borchsenius. Derudover har vi valgt at fylde vores temasektion, Stand In, med litterære apokalypser, død og ødelæggelse og det vel og mærke tilsat kunstneren Eske Kaths prægnante og råt funklende malerier, og sidst, men på ingen måde mindst, skal også Martin Glaz Serups fyldige (og vores faste) tidsskriftsanmeldelse fremhæves.

»Tidsskrifter«, sagde jeg, nej, r-å-b-e-r vi og det redaktionelt; velkommen til Standart nr. 3, 2009.

Jakob Østergaard Nielsen