Der er en meget gammel nyhed, at de litterære tidsskrifter er under pres. Pengene er altid for få, tilskuddene ret begrænsede og udgifterne jævnt store, og meget kunne være bedre, men er det ikke. Det er vitterligt ikke nemt at være tidsskrift, og de senere år har det bl.a. resulteret i, at flere og i øvrigt ganske udmærkede tidsskrifter har været tvunget til at skære ned på deres årlige rate af udgivelser eller tilsvarende er gået ind herhjemme.

Det er vi på STANDART redaktionelt meget ærgerlige over, men samtidig abonnerer vi ikke hensygnende på overnævnte tidsskriftsdød. Det skyldes, at tidsskrifterne er et uhyre nødvendigt supplement til den allerede eksisterende litteraturoffentlighed (dagblade osv.) og det i en publicistisk højest triviel tid, hvor der er for meget fokus på det, der omgiver litteraturen og tilsvarende alt for lidt på litteraturen selv.

Af de samme årsager relancerede vi også STANDART i slutningen af juni med et nyt layout og med et i væsentligt højere grad prioriteret indhold. Den kurs fastholder vi i STANDART nr. 3 ved dels at slå et slag for tidsskrifterne på lederplads og dels ved at fortsætte med vores monopolisering af den eksklusivt omfattende tidsskriftsanmeldelse, der i denne omgang bestyres af forfatter Martin Glaz Serup.

Læs lederen her

Derudover er vi i STANDART nr. 3 også stolte af at kunne præsentere en lille håndfuld nøgterne artikler om undergang, død og apokalypser. Det foregår i STANDARTS faste temadel, Stand In, hvor der i denne ombæring bliver sat fokus på litterære apokalypser og det med særligt henblik på amerikansk litteratur, identitet og selvforståelse. Således skrives der analytisk, grundigt og tilbundsgående om bl.a. Thomas Pynchon og Herman Melville, men også samtidige som Bret Easton Ellis og Mark Z. Danielewski, og det hele tilsat kunstneren Eske Kaths kaotisk funklende malerier.

Afslutningsvis skal det bestemt også nævnes, at digter og filmkritiker Bo Green Jensen skriver svært udfoldet om Jørgen Leths værk, forfatter Hans Otto Jørgensen introducerer den hjemlige naturalismes one-hit-wonder, Betty Borchsenius, alt imens litterat Anne Borup ser nærmere på nyligt afdøde Steffen Hejlskov Larsens læsetekniske metode(r), og sidst, men ikke mindst portrætterer forfatter Mikkel Thykier den amerikanske konceptkunstner, William Anastasi, og det allerhøjest idiosynkratisk.

Velbekomme og velkommen til STANDART nr. 3, 2009!

Se indholdsfortegnelsen her