december 18th, 2019
admin
Hanne Højgaard Viemose
HHV, FRSHWN. Dødsknaldet i Amazonas
Gyldendal
282 sider, 249,95 Kr.
Anmeldt af Jørn Erslev Andersen
Hanne Højgaard Viemoses tredje roman »HHV, FRSHWN. Dødsknaldet i Amazonas« – efter »Hannah« (2011) og »Mado« (2015) – var imødeset med forventning og spænding. Og skuffet blev man bestemt ikke. Hvad der egentlig skulle have været historien om Anita, den unge nævenyttige og desperate antropologistuderende A, der rejste til Perus Amazonas på en sociokulturel mission, bliver, som der står i starten af bogen, ikke rigtig til noget, da den, som der forklares af den vist nok skriftansvarlige, blev »fedtet ind i et væld af historier, herunder mit liv som forfatteren fra sommeren 2015, hvor drengene og jeg flyttede efter en lidt hård årrække (med skilsmisse, arbejdsløshed, kommunal bolignedrivning, tvangsforflyttelse og lignende besværligheder) fra Gellerupparken til København, hvor vi håbede på bedre tider.«
Historierne fletter sig ind i hinanden med HHV (forfatterens initialer) som fortælleprisme og forløber fra den vilde ungdomstid i Frederikshavn over det kaotiske og sindsoprivende »dødsknald i Amazonas« til tiden i København efter tvangsforflytningen fra Gellerup. Her handler det om at komme til hægterne og falde til ro efter alle besværlighederne. Men det er bestemt ikke let, og det lykkes da heller ikke særlig godt. Der er simpelthen for mange ting, folk, følelser og begivenheder, der har det med at forstyrre og trænge sig på. Myndighederne er aldeles urimelige, og boforhold, institutioner, det andet køn, økonomi og den mentale uorden kræver i den grad sit.
I en skarpt sansende og intens fortællestil får vi blandt meget andet indblik i psykiske nedture samt portrætteret en (virkelig) dyssocial terapeut med hang til seksuel og mental dominans og en (virkelig) ud over alle grænser narcissistisk, gift og manipulerende fyr med et lurende koldt blik, der varmer sig ved hovedpersonen/fortælleren/forfatteren uden at give sig hen til andet end sig selv. Vi kommer også til Reykjavik og møder den psykotiske eksmand og kommer med på fantastiske ture rundt i Island. Og sidst men ikke mindst er der undervejs indlagt nogle uforlignelige samtaler med sønnerne Dagur og Bjørn.
Det er ikke ligetil at resumere romanens plot og væv af historier. Ikke fordi romanen er usammenhængende eller kaotisk fortalt. Slet ikke. Men historierne væver sig som sagt ind i hinanden og der springes af og til i tid og rum. Det er imidlertid ikke kun de usædvanlige historier, men også og ikke mindst den måde, de er fortalt på, der bærer både teksten og de barske fortællinger rent hjem. Romanen er simpelthen en fantastisk læseoplevelse på grund af dens helt unikke tone og rytme formidlet i levende og afvekslende stiltræk. De ofte sindsoprivende og usædvanlige historier fortælles med lige dele slagfærdighed, humor, selvironi, eftertænksomhed, fortvivlelse, liderlighed, omsorg, kærlighed, smerte, glæde og en aldrig svigtende no bullshit-attitude. Der skeles aldrig lunkent eller beregnende til litterær, politisk eller normstyret korrekthed.
Romanen er et gennemført og velkomponeret patchwork af prosa, punktprosa, dialoger og prosadigte iblandet citater fra autentiske breve og dokumenter. Skrivestil og ikke mindst tempo skifter kadence i overensstemmelse med det fortaltes indhold. Resultatet er en stærk fortælleintensitet og et læsedrive med højt oktantal. Det er stilsikkert gennemført, og det hvad enten det er spontant skrevet eller nøje tilrettelagt i detaljerne eller begge dele på en gang. Under alle omstændigheder ser det imponerende veloplagt, spontant og henkastet ud. Stilen er mere gennemført end i Viemoses to tidligere romaner, faktisk så gennemført, at man fristes til at kalde den unik.
Denne kvalitet matcher ret godt en anden gevinst ved romanen, der vedrører en suveræn og suverænt drilsk beherskelse af forholdet mellem fiktion, autofiktion og referentialitet. Protagonistens afvekslende navne og den let flydende porøse fortælleinstans, der på en og samme tid iscenesættes biografisk og fiktionært, opløser traditionelle gensidige grænsedragninger mellem fiktion, hovedperson, fortæller og referentialitet på måder, der klart overgår autofiktionens almindelige dogmer.
Resultatet er, at konventionelle fortællemåder udfordres og destabiliseres, hvilket sker uanset om det er intentionelt tænkt fra forfatterens side eller ej. Det kan nemlig sagtens være et mere eller mindre spontant eller ligefremt resultat af den dybtfølte og temperamentsfulde skepsis over for konventioner, dogmatisk eller skematisk tænkning, normative regler og ikke mindst psykiatriske diagnoser, der i snart sagt alle situationer i romanen går hånd i hånd med en ligefrem tiltro til autentiske følelser, impulser og spontane tanker. Krop, sind, tanke og situation ramler altid ind i hinanden på dynamiske, uforudsigelige og spontane måder. At kunne gribe dette i al sin kompleksitet og omsætte det til ligefrem litterær erfaring er en af de store styrker og intelligente kvaliteter ved romanens sanselige skrift. Man møder det ikke mindst i fortællerens/forfatterens forrygende dialoger med knægtene Björn og Dagur om den virkelige verdens forunderlige indretninger eller på turene ud i den islandske ødemark.
Læs selv. Det lønner sig.