Peter-Clement Woetmann
Til Mine Brødre – og andre tekster
136 sider, 180 kr.
ARENA
Anmeldt af Victor Ovesen i Standart #3 2019
Både som redaktør og som forfatter har Peter-Clement Woetmann siden debuten i 2005 sat et aftryk på dansk litteratur. I perioden 2013-2017 skrev han så, i egenskab af husdramatiker, tre tekster til opførelse på Aarhus Teater. Nu er dramatikken bearbejdet til selvstændige litterære tekster og udkommet i bogformat på forlaget ARENA.
Den måske primære, eller i hvert fald synligste, ambition i teksterne, er, at de vil diskutere samfunds- og samtidstemaer. Men jeg synes også, jeg aner et mere formmæssigt projekt, navnlig at tilføre dramatikken nogle sensibiliteter og teknikker fra de senere års eksperimenterende lyrik og prosa. Her tænker jeg dels på sampling- eller citat-teknikker, som vi for eksempel har set hos Amalie Smith og Athena Farrokhzad, men også sløring eller opløsning af udsigelsespositioner, og ikke mindst montager med billedfremmanende sprogbrug uden konkret afsender.
Håbet er vel, at man ved at ane noget nyt, der tager form rent æstetisk, også mærker nye politiske erkendelser. Som jeg læser Woetmanns tekster her, er de dog stadig så åbne, at de vanskeligt kan skubbe læseren i den ene eller anden retning ideologisk. Måske den åbenhed er en ambition i sig selv? I hvert fald angiver forordet, at teksterne »kan spilles af et frit antal personer«. Stykkerne diskuterer således med sig selv, bare uden et dialektisk komponeret karaktergalleri at forankre sin idéudveksling i. Det er op til læseren.
Første tekst, »Til Mine Brødre«, er et friskt take på, hvordan vi diskuterer krigsførelse og dens følger. Woetmann tager udgangspunkt i konkrete soldaters erfaringer fra krigen i Afghanistan. Hvilken moralsk afstivning skal unge mennesker igennem for at lære at dræbe? Og hvordan vil teknologiens fremskridt fordreje vilkår og grænser for krigsførelse i fremtiden?
Emnet angribes dels fra personsituerede perspektiver, dels fra militærfaglige eller bare koldt statistiske perspektiver. Ved at bygge teksten op omkring citater fra faglitteratur, hjemmesider og artikler lykkes det Woetmann sobert og respektfuldt at forankre sin skildring i virkeligheden og give plads til de ængstelige anelser om fremtidens grænseløse krige, uden at det bliver hverken mystificerende eller bedrevidende.
Anden tekst, »Den sidste bølge«, er straks en mere absurdistisk tekst. Gennem figurerne Sarah og Samuels i virkeligheden ret deadpan dialog, får vi en vellignende karikatur af vores samfund, med forbrugskritik, flygtningekrise og parforholdsennui. Teksten står og dirrer et sted mellem satire og tragisk pessimisme, og jeg begynder som læser at savne at have overværet en opsætning, eller bare at scenerne og karaktererne fik mere krop via regibemærkningerne. Som de står her, ender parrets replikvekslinger mest af alt som ekkoer af den skam og bekymring, vi som tilskuere i forvejen nages af: »Samuel: Nogle gange har jeg det som om samfundet allerede er brudt sammen under indre spændinger, bilerne brænder i de svenske forstæder, tilfældige mennesker bliver skudt ned når de venter på bussen (…)«.
Samuel drømmer, på lidt impotent facon, om at flygte sig til Mars, og det ender da også med en punktering af hans eskapistiske fantasi, og det er der jo selvfølgelig en sober pointe i. Men måske ikke decideret nye politiske ideer.
Sidste tekst, »Lav sol«, er klart den flygtigste af teksterne. Det er en meget montage-agtig tekst, der cirkler om teknologien som tema, mens den fremmaner skiftende følelser af forbundethed og ensomhed. Vi får kun præsenteret én karakter, »et menneske«. Derefter er det virkelig op til fortolkning, hvilken status vi skal tildele de skiftende sætninger, paragraffer, spørgsmål og indvendinger. Det, vi finder ud af hen ad vejen, er, at teksten handler om de (hvis det står til Elon Musk og Co.) nært forestående hybrider mellem menneske og maskine. Hvad sker der, hvis vi som mennesker slipper ud af kroppen og bliver alle- og intetstedsnærværende? Hvad sker der med individet? Hvordan kan vi tale om dén grænseløse tilstand?
Også denne tekst ville jeg helt vildt gerne se opført. Der er så meget potentiale i forhold til at projicere lyd og billede rundt i scenerummet, fordoble og udviske udsigelsespositioner. Jeg er med på, at udgivelsen her hverken er et råmanus eller udstillingskatalog, men alligevel sidder jeg tilbage og savner flere cues, regibemærkninger – eller bare billeder.
Det er helt klart en mulighed, at (især den sidste af) teksternes lidt ukonkrete væsen er overlagt. Men jeg kan ikke undgå at spekulere over, om det ikke i højere grad handler om, at de, forfatterens genbearbejdning til trods, stadig er dramatik – tekstmateriale, som både instruktører, scenografer og skuespillernes skal give krop. Efter læsning af Woetmanns tekster har jeg klart et billede af, at moderne poetiske strategier kan føje stærke nye greb til dramaturgiens formsprog, uden at man i nærværende bogudgivelse helt kan opleve hvordan. Altså må jeg noget mere i teateret!