(Artiklen er fra Standart #1, 2017 og publiceres som månedens artikel i april. Du kan læse marts måneds artikel her)

Af Martin Glaz Serup

Da det i september sidste år blev offentliggjort, at det seneste nummer af Kritik også ville blive det sidste, der udkom, var reaktionerne groft sagt delt i to. Den ene halvdel, som jeg sikkert selv repræsenterede, beklagede og ømmede sig højlydt; verden er af lave, og hvad skal det hele ikke ende med. Den anden halvdel syntes ikke, at det var så forfærdeligt, at tidsskriftet gik ind; det blev alligevel ikke læst, alting har sin tid, og der er grøde og liv mange andre steder.

På Facebook skrev den ene af tidsskriftets to redaktører, Elisabeth Friis, en statusopdatering, hvor hun citerede den svensk-amerikanske aktivist Joe Hills ord: »don’t mourn, organize!« Og sandt er det, at det aldrig nytter bare at sætte sig og vrisse. På samme måde forekommer det mig også underligt blot at trække på skulderen og gå videre, før man forsøger at forstå, hvad det  er, man har mistet, eller, mindre melodramatisk håber jeg: Hvad det er, der er sket og hvorfor, som måske igen kan hjælpe én til at finde ud af, hvad og hvordan man skal organisere (sig). Hvad man mangler.

Hvad er et tidskrift, kunne man starte med at spørge sig selv – eller andre. Maurice Blanchot, for eksempel. I en tekst fra 1961, der diskuterer det aldrig realiserede internationale tidsskriftsprojekt Revue Internationale, skriver den franske forfatter og filosof blandt andet om tidsskriftet som kollektiv mulighed, som et stort og fælles udviklingsarbejde, et sted hvor enstemmighed og fuldkommen enighed hverken er muligt eller ønskværdigt; tværtimod findes tidsskriftets nødvendighed i fortsættelsen af diskussionen og dialogen.

En anden, man kunne spørge, er den amerikanske forfatter og litteraturprofessor Charles Bernstein, der i udgangen på sit berømte essay fra 1993 om litteraturens midlertidige institutioner, skriver at »Litteraturen er aldrig uanfægtet af sine institutioner. En ny litteratur har brug for nye institutioner, og disse institutioner er lige så meget en del af dens æstetik som de litterære værker den fletter ind i samfundets struktur«. Selvom Bernstein her eksplicit skriver om litteraturens alternative institutioner – de selvorganiserede netværk og sammenhænge, de såkaldte little magazines og small presses og miljøerne, der omgiver dem, i modsætning til det, der burde være de større, langsommere, mere mainstreamede og stabile (ofte konservative) litterære institutioner, såsom for eksempel Kritik og Gyldendal – er det fortsat sandt, at litteraturen aldrig er uanfægtet af sine institutioner. Måske dét ligefrem kan være årsagen til Kritiks kollaps – trods nyligt redaktionsskifte og foryngelseskur – at tidsskriftet simpelthen ikke er tidssvarende længere, hvad dét så vil sige.

Tidssvarende har Kritiks eklatante digitale fravær i hvert fald ikke været. Selv nu, hvor dette skrives, i marts 2017, annoncerer tidsskriftets plakat-agtige hjemmeside blot at »Kritik er under omstrukturering og modtager pt. ikke nye bidrag. Næste nummer af Kritik udkommer i september 2016 og vil være et dobbeltnummer. Hilsen Kritiks redaktion«. Der har ikke været gjort noget bare nogenlunde forsøg på at opdatere tidsskriftet i forhold til andre platforme end papirudgavens, intet digitalt supplement andet end en forkølet, underopdateret hjemmeside, ingen forsøg på digital omplantning eller anerkendelse af, at der siden 1967, hvor tidsskriftet blev grundlagt af Aage Henriksen og Johan Fjord Jensen, er dukket såkaldte sociale medier op. Det er på de sociale medier, at historier går virale, og dér man kan flashe sin eksistens, gøre folk interesserede. Blot at sende tidsskriftet ud til stadig færre biblioteker og boghandlere og håbe på det bedste, er ikke længere en sikker strategi. Men hvad man så skal stille op, ligger naturligvis heller ikke ligefor. Markedet, hvis vi skal kalde det det, er i opbrud i disse år, alle er på tæerne. Angiveligt har Kritik altid givet underskud, men i de senere år er tidsskriftet tillige blevet ramt af et markant vigende oplagstal; og er et tidsskrift uden læsere stadig et tidsskrift – af betydning?

Til sammenligning har litteratur- og kulturtidsskriftet Atlas vist, at der er andre mere tidssvarende og agile måder at organisere sig på. Atlas blev født digitalt i 2010 og er kun som supplement blevet udgivet på papir et par gange årligt, hvilket vist er et krav for at få mediestøtte: At man både skal udkomme fysisk og virtuelt. Atlas er vældig godt, men Atlas er ikke Kritik. De lange, grundige artikler om dansk litteratur, der er teoretisk funderet og forpligtet, forskningsbaserede ofte, men samtidig har formidling til andre end de allernærmeste fagfæller for øje; hvor skal de udkomme nu? Et tidsskrift er også altid et arkiv; ting der har været trykt for 10 år siden kan pludselig blive vedkommende og nødvendige – jf. litteraturlisten til denne tekst – når det først er publiceret findes det og kan findes. Men er der ingen steder at publicere det, findes det ikke – heller ikke om 10 år. Et tidsskrift er en mulighed for at udgive ting, der ellers ikke ville være udkommet, og i Kritiks tilfælde: En sjælden mulighed for at blive grundigt redigeret og eventuelt fagfællebedømt. Redigering er kostbar. Det tager tid, det koster penge, det gør ofte teksterne bedre, dybere, grundigere.

Som reaktion på lukningen af Kritik skrev den danske kritiker og oversætter Solveig Dauggaard et godt essay i dagbladet Information. Heri besynger hun den rige opblomstring af forskellige små forlag og DIY-initiativer i Danmark over de seneste år, initiativer der sagtens kan konkurrere med de største forlag, når det kommer til litterær kvalitet. Dauggaard skriver, højst sandsynligt informeret af blandt andet Bernsteins essay, om hvordan både produktionen og distributionen af litteraturen og det litterære kredsløb i det hele taget, ikke skal ses som »praktisk-tekniske forudsætninger« for at nå ud til læseren, men som en »vital del af det kunstneriske materiale, der arbejdes med – og som sådan også som et politisk materiale. For i selve udgivelsesvirksomheden er der indlejret en aktiv eksperimenteren. Og den modsætter sig den kulturelle patina, som litteraturen tillægges via stærke institutioner som etablerede forlag, formalistisk litteraturkritik og hæderkronede  tidsskrifter«.

Personligt er jeg enig i Dauggards observationer – miljøet omkring småforlag, little magazines, selvorganiserede oplæsningsrækker og andre lignende initiativer af høj kvalitet er særdeles rigt i Danmark i disse år. Eksperimentet står på alle måder stærkt, litteraturen selv behøver man ikke at frygte for. Men hvor er de »etablerede forlag og hæderkronede tidsskrifter« henne i alt dette? Er der stadig en mainstream, litteraturen kan tale ind i? Historisk set har de små tidsskrifter og småforlagenes funktion været at fungere som den eksperimenterende litteraturs værksteder og smeltedigler. Det var derfra, det nye kunne komme, derfra man kunne prøve ting af, stå i opposition til det bestående, tænke og gøre noget nyt. I deres samtid måtte også James Joyce og Gertrude Stein sno sig, som Dauggard skriver, for at få deres ting trykt, og  de var helt afhængige af små forlag, tidsskrifter og halvprivate initiativer, når nu de ingen forståelse for deres fornyelser mødte fra mainstream. Litteraturens alternative institutioner har netop udviklet alternative sociale, politiske og publicistiske infrastrukturer parallelt med og på kryds og tværs af den til enhver tid dominerende kultur. Der er adskillige bud på hvor det lille i little magazines kommer fra. Sædvanligvis siger man, at det har med  det konkrete antal læsere, med oplaget, økonomien, livstiden og tidsskriftets profil at gøre – »the littleness of a magazine is determined by how it positions itself within or against the dominant culture«, som den amerikanske litterat Adam D. McKible skriver. Litteraturens midlertidige institutioner er netop midlertidige: De kører oftest på blod, sved og tårer; idealistisk og non-profit, hvilket også typisk gør dem til energiske, men kortvarige og skrøbelige konstruktioner, hvilket naturligvis også er en del af charmen – næsten som kommentarsporerne på Facebook, der hidsigt og hurtigt lægger sig i halen på den ene ophedede litterære debat efter den anden, for så lynhurtigt at blive glemt igen og forsvinde. De små forlag og tidsskrifter er en fuldkommen uundværlig del af den litterære økologi – men er de store ikke også det?

Det første spørgsmål der melder sig, når man ser ud over den viltre undergrund, må i denne sammenhæng være: Hvilken overgrund står den i forhold til; hvad er de alternative udgivelser og offentligheder et alternativt til; hvor findes den seriøse litterære mainstream, den store samtale? Hvad skal man som lille tidsskrift stå i opposition til, nu hvor Gyldendal har opgivet Kritik, og hvor det store norske forlag Cappelen Damm i øvrigt også har givet Vagant, Nordens bedste litteraturtidsskrift, løbepas. Vagant fortsætter indtil videre som et selvstændigt initiativ, men uden en kulturbærende institution i ryggen som garant for noget som helst, så på den måde fortsætter overgrunden måske som undergrund? I det omfang den overlever naturligvis.

Det andet spørgsmål må være, hvilke implikationer det har for den del af litteraturen, der indgår i Kritiks og Vagants økosystemer. Et bud kunne være: Ingen som helst. Der er intet der nødvendigvis tyder på, at den eksperimenterende litteratur ikke kun bliver stærkere, friere, bedre, mere original af at være sat fuldkommen fri af potentielle læseres forventninger og de honnette ambitioner sådan nogle kan afstedkomme hos forfatteren. Jeg sætter det på spidsen. Jeg mener, at litteratur er afhængig af kritik, men den kritik kan udvikle sig kvalificeret i små bitte sammenhænge, hvorved der sker en yderligere opdeling af de rum, hvor litteraturen udfolder sig, de rum, hvor forskningen udfolder sig og de rum, hvor resten af livet finder sted. Personligt tror jeg på, at litteraturen har noget med resten af livet at gøre – hvad skulle den ellers handle om og med – og at lukke de brede, synlige, seriøse litteratur- og kulturtidsskrifter ned styrker bare den ghettoisering, jeg anser for at være et potentielt samfundsproblem.

Jeg mener: Hvilke implikationer har det for al den tænkning og undersøgelse, der foregår i samtidslitteraturen, at samtiden selv ikke mener, at den bør forholde sig til den. Eller får en chance for at gøre det på den grundige, langsomme måde, som grundige, langsomme artikler for eksempel tilbyder. De sidste års Kritik og Vagant har om nogen haft et direkte mellemværende med samfundet, som det ser ud lige nu: De indeholder kritik, teori og (skøn)litteratur i alle afskygninger, originale og oversatte bidrag, og de hviler på den antagelse, at litteraturen har noget med verden og livet der foregår i den at gøre. Litteraturen bliver set som et sted hvor vi alle, uanset baggrund, i princippet kan mødes. Teksten som en forandrende kraft, langt fra blot at være underholdning eller tidsfordriv.

Det tredje spørgsmål er, om den litterære offentlighed stadig findes – altså udenfor reservatet af de hyperspecialiserede dele af den. Findes der for eksempel læsere derude? I aviserne er der stadig mere bogstof, ofte indhegnet i specialsektioner, det er mest forskræp, debatstof og interviews, ofte ret biografisk anlagt, store billeder, lange tekster i samtale med forfatteren; hvordan har du det i virkeligheden med et eller andet du har oplevet. På bøgerne selv bliver der ofret mindre plads.

Humaniora på landets universiteter forarmes i disse år. Det må være udtryk for manglende anerkendelse fra politisk side – og jo altså fra samfundets side, eller hvad? Hvordan skal man ellers læse den slags prioriteringer? Forskerne på universiteterne er i løbet af de seneste år i stigende grad blevet pålagt at publicere, for alt i verden: Publicér! Publicér! Dét er noget man kan tælle, antallet af publikationer, og ifølge den bibliometri kan det bedre betale sig at publicere artikler end monografier; artikler er hurtigere at skrive (og læse) og lettere at koncipere og afsætte end bøger. Men hvor er det nu lige, at man som forsker skal publicere sine artikler, hvis man altså stadig skriver på dansk? Det er nemlig utvetydigt bedst for karrieren at skrive på engelsk. Kritiks tætteste ‘konkurrent’, det gode og mere akademiske Passage findes gudskelov stadig. Det endnu mere akademiske Kultur & Klasse findes også, og Spring findes. Men de tre tidsskrifter er netop i høj grad fag- tidsskrifter, en slags forskningsreservater måske, udelukkende lange (ofte ganske gode) artikler indenfor et eller andet meget specifikt emne. Fra fagfælle til fagfælle. De udfylder bestemt vigtige funktioner, og personligt trives jeg fint de steder, men det er ikke steder hvor alment interesserede kan kigge ind – skulle disse mennesker stadig findes. Dem der er alment interesseret i eksistens og samfund, kunst og politik, dem der har på fornemmelsen, at det sanselige også har med tanken at gøre og omvendt; at litteraturen er en særegen form for æstetisk teknologi, der på en unik måde kan undersøge, hvad det vil sige at være menneske, hvad det vil sige at være samfund til forskellige tider, forskellige steder og på forskellige måder. Litteraturen som et sted der kan foreslå, at verden kunne være anderledes; litteraturen og det, der omgiver den, undersøgelsen af den, kritikken og samtalen om den, som en helt enestående form for kulturel erindring. En maskine, der kun virker så længe der er nogle der læser den, taler om den, tænker over den, fortsætter med at skrive den – sammen.

Det fjerde spørgsmål ligger i direkte forlængelse af det tredje, og spørger om vi virkelig kan være tjent med, at Facebook muligvis er det tætteste vi kommer på en fælles litterær offentlighed, hvor der kan udveksles ‘frit’, hvor alle kan læse med og hvor debatklimaet tilsyneladende er virkelig fyrigt – men sådan et spørgsmål vil pege tilbage på det vi, jeg lige har brugt, der er et meget lille et; for i praksis guider Facebooks algoritmer os over til dem vi allerede kender og som allerede kender os og som vi er enige og ens med i nærmest alt. Man tror, man ser noget af verden, men sidder og glor ind i et spejl, som en abe, og liker eller liker ikke som en besat. Åh, så engageret. Men disse algoritmer giver os i meget højere grad det Blanchot ikke troede var muligt, nemlig en form for enstemmighed i udvekslingen, og al den diskussion der foregår i kommentarfelternes ekkokammer er knap nok dialog. Det går for stærkt, det er ikke tænkt ordentligt igennem, det er uredigeret og hidsigt og hurtigt, ingen læser det to gange, og det er nærmest umuligt at vise tilbage til eller genfinde på et senere tidspunkt. Facebooks algoritmer er ikke kun et potentielt problem for litteraturen og kulturen, men for demokratiet som sådan – som det seneste amerikanske valg, med de mange ‘fake news’, der blev viralt spredt på primært Facebook, gav os uhyggelige eksempler på.

Den svenske forfatter og tidsskriftsredaktør Jonas (J) Magnusson skriver, at noget helt åbenlyst er ved at forandre sig med tidsskriftet som historisk form, selvom han advarer imod alt for dramatiske forudsigelser à la bogens evindelige død. Men tingene bevæger sig, noget bliver anderledes. Det har at gøre med teknologi, distribution, forretningsmodeller, idéer om offentlighed, ansvar, engagement og litterære kredsløb, men vel også med læserne selv. Findes de? Egentlig? Hvem er de? Næppe de samme som de var ved Kritiks lancering i 1967, så meget synes sikkert.

(Femte spørgsmål må være om alle, med mig som første eksempel, der foreslår at al forandring ikke nødvendigvis er til det bedre, også automatisk indtræder i de kulturkonservative, grå røvhullers række: Dem der længes efter de gode gamle dage og ingenting forstår? Som jeg ser det efterlader Kritik et tomrum i dansk kultur; et mødested er gået tabt og det er endnu ikke blevet erstattet af noget, der bare tilnærmelsesvis kan det samme.)

Charles Bernstein: »Midlertidige institutioner: Små forlag og poetisk fornyelse« i OEI #33-34-35/2007 (s. 442–447. I oversættelse ved Nikolaj Rønhede)

Martin Glaz Serup, Jesper Olsson & Tania Ørum: »Little Magazines etc. – en dossier« i OEI #33-34-35/2007 (s. 440–441)

Jonas (J) Magnusson: »Redaktionellt« i OEI #56-57/2012 (s. 5–6)

Susanne Christensen: »At sige farvel« i Vagant, 05/09/2016 – http://www.vagant.no/at-sige-farvel/

Solveig Dauggard: »Også James Joyce måtte sno sig for at få sine værker trykt« i Information, 22/10/2016 – https://www.information.dk/ kultur/2016/10/ogsaa-james-joyce-maatte-sno-faa-vaerker-trykt