Af Laura Luise Schultz, oversætterklumme fra Standart #4 2019

Solen brænder, men vi sidder i skygge under citrontræerne. Det er maj måned på Mallorca, og vi griner så højt, at vores værtinde kommer ud og siger, »Hvor skal jeg begynde, hvis jeg også vil læse Gertrude Stein?«

Læselyst

Vores lille oversætterkollektiv foreslår hende for tilgængelighedens skyld »Alice B. Toklas’ selvbiografi«, Gertrude Steins finurligt selviscenesættende bestseller fra 1933, som er fyldt med anekdoter om den tidlige modernismes store kunstnere, Pablo Picasso, Henri Matisse, Marcel Duchamp, Isadora Duncan, Marie Laurencin, Ernest Hemingway og mange, mange flere, der alle sammen var Gertrude Steins nære venner eller kom i hendes navnkundige lørdagssalon dengang i årene omkring 1. verdenskrig, hvor kunsten blev avantgarde.

Men de tekster, vi sidder og morer os over i haven på Mallorca, er faktisk nogle anderledes radikalt eksperimenterende stykker, og det sjove er deres fuldstændigt overraskende ordkompositioner og uendelige betydningsspil. »Spil, spil hver eneste dag, spil og spil og bare spil løs,« lyder det rytmisk hen over to sider i portrættet af ordet Spil, der åbner det udvalg af Gertrude Steins skuespil, »Stykker til at spille«, vi netop har udgivet på Arena i sommeren 2019. Og dét er netop sagen med alle Steins tekster og ikke bare skuespillene: at de spiller. De er i bund og grund performative begivenheder, der finder sted i læsningen, som Roland Barthes beskrev det i essayet »Fra værk til tekst« fra 1968 (uden dog at nævne Stein). Ligesom han beskrev, hvordan læselyst kunne blive til læsefryd i mødet med tekster, der inviterer læseren til at byde ind og spille med.

Derfor er det så sjovt og lystfyldt at læse Stein – man ved aldrig helt, hvad der vil ske! Og det er endnu sjovere at oversætte Stein, især hvis man som vi er et lille hold omkring det. Det er i samspillet, diskussionerne, at teksterne kommer til live, og vi gennemspiller alle de mulige og umulige læsninger, vi aldrig ville være kommet på hver for sig.

Læsesteder og tekststeder

Jeg blander tingene lidt sammen, for på Mallorca arbejdede vi egentlig mest på en bog, der ikke er udkommet endnu, nemlig et udvalg af de mange korte tekststykker – skuespil, monologer, dialoger, portrætter – som Stein skrev under sit længerevarende eksil på Mallorca i starten af 1. verdenskrig. Og det var en særlig oplevelse at finde ud af, at mange af de underlige ord og udtryk, der optræder i de mallorcanske tekster, simpelthen er stednavne og andre henvisninger til omgivelserne på Mallorca – planter, dyr, fraser, talemåder, historiske referencer osv. Til denne klumme er jeg vel egentlig blevet bedt om at skrive om vores oversættelse af skuespillene – hvoraf nogle ganske vist også er skrevet på Mallorca. Men oplevelserne med Steins tekster og med at oversætte dem smelter sammen.

Ligesom den ene af Stein Selskabets to forkvinder, Martin Glaz Serup, har beskrevet sine læseoplevelser i bogen »Læsesteder«, så har jeg mine læse- og oversættersteder med Stein og vores lille oversætterkollektiv. Haven på Mallorca er et af dem. En ødegård i Sverige er et andet, og et oversættercenter på Gotland. En spisestue på Østerbro, et lærerværelse på Københavns Universitet. Der er en særlig intensitet og meningsfylde til stede i de rum, hvor vi helt koncentreret nørder oversættelserne igennem. Lytter, prøver, digter med og videre og om. Gertrude Steins tekster er performative begivenheder, og der sker så meget, at det er en ren fornøjelse, mens vi sidder og lytter, læser, forhandler, forskyder og gennemspiller ordenes betydningsfelter, deres indbyrdes relationer og kombinationsmuligheder.

At oversætte Stein er magiske møder og overraskende øjeblikke. Som da vi skulle have et gruppebillede foran Steins hus på Mallorca. Ikke så snart var selfien taget, før en af husets ejere kom farende ud og spurgte, om ikke vi ville købe det? Det kunne vi desværre ikke lige overskue, men sådan fik vi en rundvisning i huset, der siden Stein og Toklas’ tid havde huset kunstnere, digtere og oversættere.

Ligesom Mallorca-teksterne viste sig at være fulde af navne og fraser, der er indarbejdet i forskudt form forklædt som engelske ord, således tager Steins tekster altid afsæt i hendes nære omgivelser. Det kan være motivet på de stilehæfter, hun skrev i, der bliver afsæt for teksten, eller det kan være hverdagens begivenheder og mennesker omkring hende. Almindeligt sladder, stumper af samtaler, refræner fra børnerim og popkultur monteres i nye konstellationer. Således hedder det i »Damers stemmer«:

Ærlig talt frk. Williams vil jeg ikke sige at jeg var ældre.

Men det var du.

Ja jeg var. Jeg undskylder ikke. Jeg ser ingen grund til at gå forbi en ærkehertug.

»Damers stemmer«, der er med i »Stykker til at spille«, er netop skrevet på Mallorca, og i citatet her hører vi både, hvordan samtalestumper rekomponeres: »Ærlig talt frk. Williams…« og ser, hvordan et ord som ’ærkehertug’ dukker tilsyneladende umotiveret op. Men på Mallorca spillede netop en østrigsk ærkehertug en central rolle i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Han lægger bl.a. navn til en vandrerute kendt som »The archduke’s route« på nuværende turistsprog.

Det er ikke dybe, betydningsladede litterære referencer til den vestlige kulturarv, der er på spil hos Stein, og det er ikke nødvendigt at kende til mallorcansk turistmytologi for at få fornøjelse af Steins tekst. Men som oversætter er det vigtigt at forstå, hvordan hun komponerer sine tekster for at kunne lytte til de forskellige lag af relationer og udvekslinger mellem ordene, som hun sætter i gang.

En kollektiv fornøjelse

Vores lille selvbestaltede oversætter- og redaktionsgruppe består af litteraterne Tania Ørum og Solveig Daugaard samt poeten Lene Asp Frederiksen og undertegnede. Vi har indtil videre udgivet tre tosprogede udvalg af væsentlige Stein-tekster. Bøgerne er tosprogede, så man kan sammenholde oversættelsen med de engelske originaltekster og selv overveje andre mulige valg. Det drejer sig om udvalg af hhv. Steins forelæsninger – »Stein taler«, Arena 2006, af hendes portrætter, »Portrætter af enhver«, Arena 2012, og af hendes skuespil, »Stykker til at spille«, 2019. De to seneste er udgivet med introducerende companion volumes af hhv. Solveig Daugaard og mig. Anledningen til nærværende klumme er netop udgivelsen af »Stykker til at spille«, men vi er som sagt allerede godt i gang med Mallorca-bogen. Det er et løst koblet system af digtere og litterater, der bidrager til oversættelserne. Foruden redaktionen har Maja Elverkilde, Oskar Sjøgren og Gritt Uldall-Jessen været inde over skuespillene. Og der er andre digtere i gang med at oversætte andre tekster af Gertrude Stein, som forhåbentlig også udkommer i serien. Det er et uendeligt con amore-projekt. Steins forfatterskab er så omfattende og vildtvoksende, at det ikke engang er fuldt publiceret på engelsk endnu.

For os har det været nødvendigt at være et team, fordi det kræver flere ører og blikke at oversætte Stein. Det er vigtigt ikke at begynde at rette sproget ud. Men det er ligeså vigtigt ikke at underliggøre det yderligere i oversættelsen ved at forsøge at holde sig til faste systemer gennem en hel tekst, såsom faste oversættelser af bestemte ord og fraser i bestemte kombinationer. Det er karakteristisk for Gertrude Steins digtning, at hendes systemer aldrig går op. De forskyder sig altid en smule, og derfor må oversættelsen også være bevægelig og bøjelig. Selv om Stein fremhæver ordenes formelle træk, så varierer betydningen af dem jo netop stadig med konteksten, selv når forskydningerne er bittesmå som i mange af Steins permutationstekster, der består af varierede gentagelser af et smalt vokabularium, som f.eks. det ovenfor citerede portræt af ordet Spil.

Alligevel er det også nødvendigt, at vi som redaktører går ind og sikrer en vis konsistens. Selv om det ind imellem næsten opleves som at gøre vold på læseoplevelsen. For sådan er det: man har ikke lyst til at lukke betydningsspillet og publicere den endelige, autoritative version. Snarere har man lyst til at publicere adskillige versioner, sådan lidt ligesom Christian Yde Frostholm, der oversatte et af Steins små korte appelsindigte fra samlingen »Tender Buttons« (da. Ømme dupper v/Peter Laugesen) ved at skrive det ud i alle dets mulige leksikalske betydninger – som en oversættelse i flere dimensioner!

Tekstens dimensioner og ordenes relationer

Men hvad er det så, der sker i Steins tekster – og i oversættelsen af dem? Meget ofte må man netop oversætte på flere niveauer samtidig – for derefter at vælge mellem de forskellige aspekter. F.eks. skyder de lydlige mønstre og ordspil sig gerne ind foran de semantiske betydninger, eller rettere, det er de lydlige mønstre, der i første række overhovedet afføder de semantiske betydningseffekter. »And meat/Can you meet/And flour/Can you flower« bliver til »Og kødet/Kan du mødes/Og mel/Kan du mere.« Fordi vi må finde en balance mellem lydspil og betydningsindhold, frem for at gå konsekvent efter det ene niveau. Det er netop udvekslingen mellem formelle greb og indholdsmæssige betydningseffekter, Steins digtning lever af, i kraft af hendes unikke sans for at gøre ordene så åbne som muligt i referencen og samtidig beholde en æstetisk og formel præcision. Derfor kan en ’citizen’ f.eks. ikke være en ’borger,’ men må blive en ’civilist’ i starten af »Et cirkelspil«, hvor også c’et er vigtigere end en ordret oversættelse, fordi det skal forbinde sig til både ’citroen’ og tekstens mange andre cirkler og c-ord. Men hvor ordet ’civilist’ i den danske udgave samtidig kommer til at fremhæve ellers nedtonede aspekter af borgeren som citizen.

Man må læse efter ordenes gøren, deres indbyrdes samspil, frem for primært at læse efter deres referencer og semantiske betydning. Det gælder selvfølgelig for al litteratur, at oversætteren må have øre og øje for sprogets poetiske lag. Hos Stein er de poetiske og performative lag imidlertid rykket helt frem i forgrunden, så det kan være svært at holde balancen og stadig have fokus på tematiske bevægelser i teksterne.

Således er det lige så tit betydningsindholdet, man må tage vare på – f.eks. i de lange rimkæder i librettoen »Doktor Faustus tænder lys i lysene«, hvor vi på trods af Maja Elverkildes omhyggelige kortlægning af rimkæderne endte med at være pragmatiske fra gang til gang. En linje som »will he tell that I am Marguerite Ida that I am Helena Annabel« er oversat til »kan han se at jeg er Marguerite Ida at jeg er Helena Annabel« fordi passagen handler om Fausts evne og vilje til at anerkende den kvindelige hovedpersons identitet og eksistens.

Mange gange har vi siddet og fortabt os sådan i mulige rim og allitterationer, at vi helt har mistet den narrative sammenhæng af syne og ved senere gennemlæsning igen har måttet besinde os på denne!

Teatertekstens åbenhed

Disse overvejelser og udfordringer gør sig gældende på forskellig vis i alle Steins tekster på tværs af genrer. Nogle er mere fremherskende i forskellige perioder og stilarter, andre forstærkes i bestemte genrer. Man skal selvfølgelig passe på med at opdele Steins tekster på genrer, fordi den generelle åbenhed i referencen hos Stein også betyder, at de enkelte teksters genretilhørsforhold ikke altid er klart eller entydigt. Alligevel vil jeg hævde, at nogle træk og udfordringer er særligt fremherskende i skuespillene. Skuespillet eller dramateksten (men Steins skuespil er ikke dramaer, ikke længere dramatiske) er en genre, der i forvejen fremhæver sprogets performative træk, som i forvejen udviser en særlig åbenhed i referencen, for så vidt det er tekster beregnet til at blive iscenesat. De er allerede i udgangspunktet konciperet til at blive ’oversat’ til den fortolkning, som iscenesættelsen altid udgør.

For Steins skuespil gør det særlige sig gældende, at de mange gentagelser og fordoblinger,

som i årtier har fået dem til at fremstå som vanskelige eller ligefrem umulige at opføre, ofte giver indlysende og forbløffende umiddelbar mening på scenen. Pludselig kan kvinden med de fire navne også helt konkret få flere forskellige kroppe på scenen, når hun spilles af tre forskellige skuespillere på en gang, som vi f.eks. har set det i Robert Wilsons opsætning af »Doktor Faustus tænder lys i lysene«. Og så giver også gentagelserne pludselig mening, når de bliver distribueret ud på alle disse skuespillerkroppe, der fra hver sin position i rummet kæmper om karakterens identitet.

Gertrude Steins teatertekster spænder fra abstrakte formeksperimenter som »Et forspil« på tretten linjer, der primært udgøres af talord, over formeksperimenterende dekonstruktioner af dramatekstens klassiske elementer uden angivelse af hverken akter og scener, handling eller karakterer, til udfoldede historiske og mytologiske librettoer som hendes mest kendte stykker, »Fire helgener i tre akter« og »Doktor Faustus tænder lys i lysene«, eller et sprogfilosofisk dukkespil som »Identitet et digt«.

Som oversætter skal man både bevare den åbenhed, som Steins skuespiltekster viser iscenesætteren ved aldrig at lægge fast, hvad der skal ske på scenen. Men man skal også, som både læser og oversætter, bevare den indlysende enkelhed, som dukker frem i teksterne, så snart man begynder at arbejde med dem i et scenisk rum. Med oversættelsen af Steins skuespil håber vi at have bidraget til, at nye danske scenekunstnere får lyst til at spille med.

At oversætte Gertrude Stein er kort fortalt helt umuligt, supersjovt og absolut nødvendigt!

Hvis mit sprogs verden er min verdens grænse, så har Stein om nogen bidraget til at udvide vores verden med sine spillevende ordspillende skuespil og andre tekster. Hun har givet os så mange bud på, hvordan vi kan ændre og gentænke og ommøblere vores bevidsthed og vores verden. Derfor er det vigtigt at oversætte Gertrude Stein: ikke bare for at formidle og fortolke hendes digtning, men så sandelig også for at udvide det danske sprog i mødet med denne sprog- og bevidsthedsudvidende digtning!

Af Gertrude Stein på dansk:

»Alice B. Toklas’ selvbiografi« oversat af Viggo Kjær Petersen, Rosenkilde 2016 (1982).

»Mexico: et spil« oversat af Pia Juul, Bebop 2006.

»Portrætter af enhver« oversat af Lene Asp Frederiksen, Solveig Daugaard, Laura Luise Schultz, Oskar Sjøgren, Anja Skoglund, Tania Ørum, Arena 2012.

»Stykker til at spille« oversat af Lene Asp Frederiksen, Solveig Daugaard, Maja Elverkilde, Laura Luise Schultz, Oskar Sjøgren, Gritt Uldall-Jessen, Tania Ørum, Arena 2019.

»Ømme dupper« oversat af Peter Laugesen, Borgen 2004.

Introduktioner til Gertrude Stein på dansk:

Solveig Daugaard: »Gertrude Steins portrætter« Arena 2012.

Laura Luise Schultz: »Gertrude Steins skuespil« Arena 2019.

Af Julie Paludan-Müller, til StandIN for Standart #2 2019, temaet var Revivals

Af Anders Jørgen Mogensen, til StandIN for Standart #2 2019, temaet var Revivals

Af Anders Jørgen MogensenSiden 2005 har Escho udgivet eksperimenterende plader og i 2013 udvidede vi med Escho Forlag. Vi udgiver især grænsesøgende samtidslitteratur, men her skal det handle om Serie for grotesker, der bliver til i samarbejde med Forlaget Sidste Århundrede. Konceptet for serien er at genudgive gamle, glemte danske værker, der var for bizarre til deres samtid. Der er tale om værker som vi i dag kan kategorisere som hørende til horror- eller weirdgenren. Den eksisterede bare ikke i datidens Danmark.Det drivende i mit arbejde med serien er min personlige naive begejstring for de her outsider-værker. En forfatter, jeg arbejdede sammen med på et tidspunkt, sagde i vrede, at jeg ikke var en ordentlig redaktør, men bare en litteraturfan. Det var ikke sødt ment, men jeg har taget det til mig, og jeg har det fint nok med at være litteraturfan. I hvert fald er det en fordel, at jeg kan lade mig begejstre, når jeg er på jagt efter gamle tekster som muligvis kan genudgives.
Da Forlaget Sidste Århundrede og jeg holdt de indledende tremands-redaktionsmøder om Serie for grotesker, var vi ikke i tvivl om, at vi var stødt på noget unikt og ubelyst i dansk litteratur, og vi var enige om, at de tekster vi havde ’opdaget’ og den vinkel vi havde udtænkt til serien skulle ud. Men vi tvivlede ret stærkt på, at den litterære omverden ville finde udgivelserne interessante. Vi frygtede at de ville falde mellem to stole: At de ville være for gammeldags og sprogligt knudrede til det nutidige gyserpublikum og lugte for meget af genrelitteratur til at falde i den finlitterære smag. Jeg har tænkt længe og grundigt over, hvorfor Serie for grotesker alligevel er blevet noget i retning af en succes, hos i hvert fald sidstnævnte målgruppe, og den bedste grund, jeg kan komme frem til, er, at den kommer lige fra hjertet.
Jeg har altid bestræbt mig på at være ærlig, når folk spørger mig om litteratur. Jeg lyver ikke og siger, jeg har læst bøger, jeg ikke har læst. Hvis jeg kan lide en bog, som andre synes er dårlig, er det intet problem for mig. Mantraet for forlaget har altid været, at jeg hellere vil udgive noget dårligt, som jeg synes er godt, end noget godt, som jeg synes er dårligt. Det hele er alligevel bare en leg, hvor jeg leger forlagsredaktør eller forfatter og flere andre leger med.
Oprindeligt kommer jeg fra musikverden, og her har det altid været normalt at være på jagt efter noget uopdaget. At gå på loppemarked og prøve lykken med plader, der har en sjov titel eller et anderledes omslag. Når man først én gang har prøvet at tage en plade med hjem, som man intet kendte til og så blive vildt positivt overrasket, bliver man ved med at jagte det. Det er en helt speciel glæde at kunne hive en ukendt plade frem og imponere sine venner med den. Som litteraturinteresseret er jeg ret udannet. Jeg har ingen litteraturuddannelse, og jeg hørte ikke specielt meget efter i skolen. Jeg var i midttrediverne før jeg begyndte at komme i det litterære miljø. Så da jeg blev bidt af bøger, overførte jeg den modus operandi, jeg kendte fra pladesamlerverdenen. Jeg kørte rundt til genbrugsforretninger og hollandsk bogudsalg og ledte efter bøger, der på en eller anden måde talte til mig. Det blev fundamentet for mit litteratursyn. Jeg læste helt lystbaseret og rimelig tilfældigt. Til gengæld læste jeg virkelig meget. Da jeg fandt ud af at mange af de bøger, som jeg blev mest begejstret over, i det store og hele var ukendte blandt litterater, blev det hurtigt et projekt for mig at genudgive dem. Et lidt monomanisk projekt, måske.
Tit sender den ene glemte forfatter mig videre til den næste. F.eks var det Astrid Ehrencron-Kidde, som vi har udgivet i Serie for grotesker, der ledte mig til den norske forfatter Sigurd Mathiesen, der nu er blevet min yndlingsforfatter. Ehrencron-Kidde nævnte i et interview, at hun godt kunne lide Mathiesens novelle »Blodtirsdagen«, som havde været en inspiration for hende. Sigurd Mathiesen fik mit blik rettet mod Norge, og der er jeg også stødt på Thomas Krag, som jeg er ret overbevist om har været en inspiration for både Ehrencron-Kidde og Mathiesen. Krag repræsenter en form for nordisk gotik, jeg aldrig har stødt på før, og selv om han skrev i 1890erne, så minder nogle af hans tekster voldsomt i indhold og tematik om den amerikanske genre Southern Gothic, som først opstår i 1920erne. Og når sådan noget går op for mig, så kan jeg ikke lade være med at lede videre.
Så min fremgangsmåde har undervejs ændret sig til det mere systematiske. Når jeg mere eller mindre tilfældigt har fundet et spændende værk, læser jeg mig grundigt ind på forfatterskabet og tilstødende forfattere. Lige nu er jeg f.eks. ved at læse en ordentlig bunke norske krimier fra starten af 1900-tallet, fordi Sigurd Mathiesen har givet mig Norges-feber. Generelt er jeg klar på at læse det meste fra Norge i perioden 1895 til 1915.
Læsningen af de krimier er et sjovt projekt. Jeg bilder mig ind, at Edward Munchs billeder og farver har sneget sig ind nogle af disse krimier, og det er så netop bøger med symbolistiske (og uhyggelige) naturbeskrivelser jeg leder efter. Udover at jeg var en stor Sherlock Holmes-fan som barn, har jeg ikke noget egentligt forhold til krimier, men alligevel er jeg dybt fascineret af disse gamle norske krimier, og jeg har en stor lyst til at præsentere disse fortællinger for folk. Jeg er ret overbevist om, at hvis de havde været film eller musik, så havde folk dyrket dem voldsomt, men fordi der stadig ses ned på genrelitteratur, er der ingen der rigtig kender til dem. Og så sidder jeg og dagdrømmer lidt om, at de her krimier kan dyrkes på samme måde som Dario Argentos gallo-film fra 1960erne og 1970erne.
Jeg håber at jeg kan grave mig frem til en række gode pulp-symbolistiske detektivromaner, så der bliver til en lille serie i fremtiden. Jeg glæder mig allerede til at se folks ansigter, når jeg fortæller, at jeg skal til at udgive krimier.

Peter-Clement Woetmann

Til Mine Brødre – og andre tekster

136 sider, 180 kr.

ARENA

Anmeldt af Victor Ovesen i Standart #3 2019

Både som redaktør og som forfatter har Peter-Clement Woetmann siden debuten i 2005 sat et aftryk på dansk litteratur. I perioden 2013-2017 skrev han så, i egenskab af husdramatiker, tre tekster til opførelse på Aarhus Teater. Nu er dramatikken bearbejdet til selvstændige litterære tekster og udkommet i bogformat på forlaget ARENA.

Den måske primære, eller i hvert fald synligste, ambition i teksterne, er, at de vil diskutere samfunds- og samtidstemaer. Men jeg synes også, jeg aner et mere formmæssigt projekt, navnlig at tilføre dramatikken nogle sensibiliteter og teknikker fra de senere års eksperimenterende lyrik og prosa. Her tænker jeg dels på sampling- eller citat-teknikker, som vi for eksempel har set hos Amalie Smith og Athena Farrokhzad, men også sløring eller opløsning af udsigelsespositioner, og ikke mindst montager med billedfremmanende sprogbrug uden konkret afsender.

Håbet er vel, at man ved at ane noget nyt, der tager form rent æstetisk, også mærker nye politiske erkendelser. Som jeg læser Woetmanns tekster her, er de dog stadig så åbne, at de vanskeligt kan skubbe læseren i den ene eller anden retning ideologisk. Måske den åbenhed er en ambition i sig selv? I hvert fald angiver forordet, at teksterne »kan spilles af et frit antal personer«. Stykkerne diskuterer således med sig selv, bare uden et dialektisk komponeret karaktergalleri at forankre sin idéudveksling i. Det er op til læseren.

Første tekst, »Til Mine Brødre«, er et friskt take på, hvordan vi diskuterer krigsførelse og dens følger. Woetmann tager udgangspunkt i konkrete soldaters erfaringer fra krigen i Afghanistan. Hvilken moralsk afstivning skal unge mennesker igennem for at lære at dræbe? Og hvordan vil teknologiens fremskridt fordreje vilkår og grænser for krigsførelse i fremtiden?

Emnet angribes dels fra personsituerede perspektiver, dels fra militærfaglige eller bare koldt statistiske perspektiver. Ved at bygge teksten op omkring citater fra faglitteratur, hjemmesider og artikler lykkes det Woetmann sobert og respektfuldt at forankre sin skildring i virkeligheden og give plads til de ængstelige anelser om fremtidens grænseløse krige, uden at det bliver hverken mystificerende eller bedrevidende.

Anden tekst, »Den sidste bølge«, er straks en mere absurdistisk tekst. Gennem figurerne Sarah og Samuels i virkeligheden ret deadpan dialog, får vi en vellignende karikatur af vores samfund, med forbrugskritik, flygtningekrise og parforholdsennui. Teksten står og dirrer et sted mellem satire og tragisk pessimisme, og jeg begynder som læser at savne at have overværet en opsætning, eller bare at scenerne og karaktererne fik mere krop via regibemærkningerne. Som de står her, ender parrets replikvekslinger mest af alt som ekkoer af den skam og bekymring, vi som tilskuere i forvejen nages af: »Samuel: Nogle gange har jeg det som om samfundet allerede er brudt sammen under indre spændinger, bilerne brænder i de svenske forstæder, tilfældige mennesker bliver skudt ned når de venter på bussen (…)«.

Samuel drømmer, på lidt impotent facon, om at flygte sig til Mars, og det ender da også med en punktering af hans eskapistiske fantasi, og det er der jo selvfølgelig en sober pointe i. Men måske ikke decideret nye politiske ideer.

Sidste tekst, »Lav sol«, er klart den flygtigste af teksterne. Det er en meget montage-agtig tekst, der cirkler om teknologien som tema, mens den fremmaner skiftende følelser af forbundethed og ensomhed. Vi får kun præsenteret én karakter, »et menneske«. Derefter er det virkelig op til fortolkning, hvilken status vi skal tildele de skiftende sætninger, paragraffer, spørgsmål og indvendinger. Det, vi finder ud af hen ad vejen, er, at teksten handler om de (hvis det står til Elon Musk og Co.) nært forestående hybrider mellem menneske og maskine. Hvad sker der, hvis vi som mennesker slipper ud af kroppen og bliver alle- og intetstedsnærværende? Hvad sker der med individet? Hvordan kan vi tale om dén grænseløse tilstand?

Også denne tekst ville jeg helt vildt gerne se opført. Der er så meget potentiale i forhold til at projicere lyd og billede rundt i scenerummet, fordoble og udviske udsigelsespositioner. Jeg er med på, at udgivelsen her hverken er et råmanus eller udstillingskatalog, men alligevel sidder jeg tilbage og savner flere cues, regibemærkninger – eller bare billeder.

Det er helt klart en mulighed, at (især den sidste af) teksternes lidt ukonkrete væsen er overlagt. Men jeg kan ikke undgå at spekulere over, om det ikke i højere grad handler om, at de, forfatterens genbearbejdning til trods, stadig er dramatik – tekstmateriale, som både instruktører, scenografer og skuespillernes skal give krop. Efter læsning af Woetmanns tekster har jeg klart et billede af, at moderne poetiske strategier kan føje stærke nye greb til dramaturgiens formsprog, uden at man i nærværende bogudgivelse helt kan opleve hvordan. Altså må jeg noget mere i teateret!