Problemet Stefan Zweig
Af Rasmus Vangshardt, forfatterportræt fra Standart #3-4 2021
Noget skinhelligt frygtede den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) engang, at hans klagesang om kulturens forfald og monotoniseringen af verden ville have samme effekt »som et papirark kastet mod en orkan.« Med tanke på Europas udvikling efter Zweigs død i 1942 kan der trods alt være noget om sammenligningen. I det nye årtusind synes Zweigs forfatterskab i Danmark imidlertid at have udviklet sig til sin egen lille papirorkan. Siden Rosinante satte blæsten i gang med nyoversættelsen af »Verden af i går« i 2013, har den stået på stiv åndelig kuling fra det europæiske Wien, der som bekendt, men altid glemt, ligger østligere end byer som Zagreb, Prag og Stettin. Overtegnede er selv medskyldig i denne bestormelse af det danske bogmarked, idet jeg har stået for udvalget af og forordet til den 500-sider lange »Skaknovelle og andre fortællinger«, der i august 2021 udkom på Turbine. Mellem »Verden af i går« og den udgivelse kan også nævnes ambitiøse projekter som novellesamlingen »Amok« (Gyldendal 2018), »Stjernestunder« (Turbine 2019) og romanen »Utålmodige hjerter« (Turbine 2020). Bille August har for nylig tilmed offentliggjort, at han er i gang med en filmatisering af sidstnævnte. Sågar Zweigs lille portrætbog om Erasmus af Rotterdam (Kristeligt Dagblads Forlag, 2015) er svævet til. I udkanten af disse udgivelser leverer den mesterlige, kammerspilsagtige »Oostende 1936« (Turbine 2019) af Volker Weidermann, der skildrer venskabet mellem Zweig og Joseph Roth, en yderligere mild brise. Så hvorfor bidrage til at oppiske denne ordstorm over Danmark? Eller som en kollega spurgte mig: Hvorfor mætte markedet med disse »parfumerede ordguirlander i metermål?« Spørgsmålet blæser ikke i vinden, for sandheden er, at Stefan Zweig ofte også er en dybt irriterende forfatter. Dette forfatterportræt begynder derfor med en række bekendelser fra en af Zweig-bølgens stormtropper. Eller anderledes formuleret: Vi begynder med argumenterne for, hvorfor Zweigs forfatterskab er middelmådigt.
Patosproblemet
I de historiske miniaturer fra »Stjernestunder« bruges det indfølende udråbstegn og den patosplagede stil på en måde, så man kunne få indtryk af, at Zweig havde fået den verdenshistorisk-wienske kaffefløde galt i halsen. Hans angivelige humanisme bruges på samme måde, som Cicero ifølge Zweig fandt mening i sin alderdom: Ved honning, marmor og vers. Disse verdenshistoriske øjeblikke – Goethes »Marienbadelegi«, slaget ved Waterloo, Konstantinopels fald, Marseillaisens tilblivelse, Dostojevskijs skinhenrettelse – beskrives af Zweig som »skæbnesvangre timer«, der »lysende og uforanderlige som stjerner overstråler forgængelighedens nat.« Intet mindre. Denne patos er en af de luftbevægelser, der bidrager til det, man kunne kalde forfatterskabets passatvind: Humanismen. Denne humanisme bliver i »Stjernestunder« – tilsyneladende uden at Zweig opdager det – til elitær overmenneskedyrkelse: »Der skal altid millioner af mennesker til i et folk, for at der kan fødes et geni«, som det noget ukærligt hedder om menneskene.
Pacifismeproblemet
Hvis den patosladede stil – den tunge parfume – er en hoveddel, er pacifismen en anden – og med samme konsekvens. I erindringerne »Verden af i går« fortæller Zweig, at han var glad for at blive erklæret uegnet til deltagelse i Første Verdenskrig. Han betragtede det nemlig som en »forbryderisk anakronisme, at man i det tyvende århundrede skulle oplæres i håndteringen af mordværktøj.« Han blev i stedet arkivar. Han mente, at det var bedre end at »skulle jage en bajonet i tarmene på en russisk bonde.« Det skyldtes, at han som forfatter var et åndsmenneske og »dermed (også havde) pligt til at give udtryk for sine overbevisninger.« Som jeg for mange år selv skrev i Kristeligt Dagblad: Her skal man lægge mærke til dette »dermed,« hvorved kunstneren med nødvendighed tilskrives en slags moralsk ophøjelse – som om den russiske bonde med en bajonet i tarmen ikke havde pligt til det samme.« Denne skøre forestilling går igen i portrætbogen »Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie«. »Her fremstilles humanstien og fredsapostlen Erasmus af Rotterdam som en åndelig helt, mens Martin Luther gøres til den plumpe antitese, der tror på krig, øl og kvinder. Skal man sige noget pænt om dette element, kan det kun være, at det er temmelig utroligt, at det lykkes at være bigot og banal på samme tid.
Smagsproblemet
Et sidste problem drejer sig om, at Zweig er elsket blandt den brede læsende middelklasse (dengang som nu), mens litterater og kulturel overklasse betragter forfatterskabet som pop. Det er selvfølgelig dybest set latterligt at beskrive dette som et problem for forfatterskabet selv, men det har dog en vis resonans og rører også ved en væsentlig diskussion om kanon og klasse. For mit eget vedkommende var det ganske enkelt svært at finde nogen fra egen kaste – dannede litterater – der ville eller kunne bidrage til diskussionen om udvalget af Zweigs bedste noveller. Enten havde de ikke gidet læse det eller affejede emnet med bemeldte henvisning til emmen af parfume. Som man kan læse i mit forord til »Skaknovelle og andre fortællinger« gjaldt det også Zweigs samtid. Thomas Mann gjorde grin med Zweigs selvmord. Robert Musil nægtede at emigrere til Sydamerika, fordi Stefan Zweig allerede var der. Karl Kraus hånede Zweigs højtravende stil og hans kosmopolitiske sindelag ved at hævde, at Zweig havde mestret alle andre sprog end det modersmål, han selv skrev på. Kurt Tucholsky skildrede den typiske Zweig-læser som en aldrende enke fra Frankfurt, der helst ikke forlod sin lejlighed for ofte.
Aristokratismevelsignelsen
Så hvorfor bidrage til at oppiske en Zweig-storm over det lille puslingeland, der jo allerede hygger sig? Min grund og anledning var en lyst til at udforske en sær åndelige neurose i mit eget læsesind, som Zweig synes at pirre: Pacifisme og patos vækker min instinktive foragt, når de bruges skinhelligt, og sådan er det i tilfældet Zweig. Alligevel har han også budt mig på væsentlige læseoplevelser og virket ret stimulerende på mit eget frisind, der altid har brug for vedligeholdelse. »Verden af i går« bør læses af alle 19-årige, der lige er blevet færdige med gymnasiet og drømmer om at læse humaniora eller teologi. Her prædiker Zweig en åndelig arrogance, der er uundværlig, hvis man gerne vil på sporet af universitetsverdenens tabte mening. Han forklarer blandt andet, hvordan han og de medstuderende dengang overlegent ignorerede pensum og kun viste sig to gange på universitetet i løbet af et semester. Ved indskrivelsesdagen og til eksamen.
Diverse pensa var ganske enkelt unødvendige gener for Zweig og vennerne, for det var en selvfølge, at de læste Homer, Goethe og Balzac. Og hvorfor skulle åndens stivstikkere i form af konforme undervisere så bestemme deres vej til de sandheder som Donau, Rhinen, Elben og Isar altid har brust for det europæiske menneske? Denne lekture fik mig som ung (i 2014) til at skrive følgende i en kronik i Kristeligt Dagblad:
»Der er brug for en åndsaristokratisme, som anerkender, at ånd ikke er demokratisk, og at det er traditionen, der leverer kriterierne for stor tænkning. Af denne grund er der brug for en ny alliance mellem de kulturkonservative og den kosmopolitiske humanisme. Idéhistorisk set kunne man kalde det en alliance mellem konservative H.G. Gadamer og humanisten Stefan Zweig. Det, de har tilfælles, er troen på, at ånd ikke er noget, man kan stemme om, og at den er dybt hierarkisk i den forstand, at man kun kan nå den ved at gå i mesterlære hos dem, der gik før en selv på både livets og åndens landevej. Der er for dem begge forskel på godt og skidt, og det er traditionen, der leverer kriterierne.«
Man kunne også kalde denne inspiration for åndsaristokratismens velsignelse hos Stefan Zweig.
Pædagogikkens velsignelse
I tråd med dette potentiale i Zweigs værk kommer der i hans mange noveller og fortællinger en skikkelse til verden, der engang fortjener sit eget selvstændige studium: Typen »pædagogen af i går.« I dagens Danmark vækker udtrykket pædagog formentlig hovedsageligt associationer til omsorgsfulde, SF-stemmende kvinder og kaffedrikkende mænd med fuldskæg, guitar og sandaler. I kulturkonservative kredse tilsat en fordom om, at denne type har lidt for travlt med at dyrke sin beundring for totalitære mordere som Mao, Che Guevara eller Pol Pot. Men i Zweigs verden af i går betyder pædagog noget ganske andet og kan i litteraturen sammenlignes med Thomas Mann-personagen Settembrini fra »Trolddomsbjerget« (1924): Den sandt dannede humanist, der som mentor forsøger at opdrage og opelske i sit billede. Denne type kan man især møde i samlingen »Amok«. Den omfatter også de gale samlere, man på dansk kan møde i »Skaknovelle og andre fortællinger«, eksempelvis den blinde kunstsamler i »Den usynlige samling« samt den omnisciente gamling i »Bog-Mendel«. Her betyder pædagogik mesterlære – og det er opbyggeligt. Og sandt.
Kejsersolen
Slutteligt står et emne over dem alle i det Zweig’ske forfatterskab, der sågar kan siges at tilbyde mulighed for fremtidige komparative litteraturstudier: Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Dette navn, ved selve sin klang, synger om kejsersol, den skønne, blå Donau og en verden før amerikaniseringen af det hele. Det ligger som grundtema i forfatterskabet og deles med andre samtidige østrigske mestre som Joseph Roth, Franz Werfel, Robert Musil og Gregor von Rezzori. Man kan sige, at Zweig skadeligt bidrager til overvurderingen af skellet mellem en angivelig borgeridyl før Første Verdenskrig (’den gamle verden’) og en totalnihilisme i tiden efter barbarierfaringen over dem alle. Men det er ikke (kun) korrekt. I Zweigs omfattende fiktive forfatterskab er Donaumonarkiets fremtrædelsesformer mangfoldige, og det blæser en vise om et skjult, åndeligt Europa hinsides politik og EU. Kejsersolen får det til at stråle så attraktivt og de lurende undergange vækker den stimulerende sans for afgrundens velsignelser. Ved dette vidnesbyrd har forfatterskabet sin berettigelse og bør fortsat læses af høj og lav. ■
Note: Rasmus Vangshardt (f. 1988) er postdoc ved Syddansk Universitet og boganmelder ved Kristeligt Dagblad. Dette forfatterportræt bygger på formuleringer og argumenter fra hans kronikker om og anmeldelser af Stefan Zweig i Kristeligt Dagblad. Det drejer sig om »Religionskrig i frisindets navn og til vækkelsens gavn« (30/10-2014); »Stefan Zweig og humanismens kynisme« (29/2-2016); »Stefan Zweigs hellige blod« (24/5-2018); »Som et papirark kastet mod en orkan« (8/12-2018); »Marmor, vers og honning er Stefans Zweigs moderne modgift« (9/9-2019). Derudover er hans forord til »Skaknovelle og andre fortællinger« anvendt.